Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Ny film om Hvidstengruppen i Gilleleje Bio

GILLELEJE: I morgen, torsdag, har Gilleleje Bio premiere på ”Hvidstengruppen 2: De efterladte”, en opfølger til filmen ‘Hvidstengruppen’ fra 2012. Også den anmelderroste film ‘Pig’ med Nicolas Cage rammer det store lærred i Gilleleje.

Filmen følger efter hændelserne omkring Hvidsten Kro, hvor Tulle Fiil og hendes søster Gerda er dømt til rædslerne i et tysk fængsel. Deres far, bror og Tulles mand er alle blevet henrettet. Tulle tvinges til at efterlade sin datter hos sin mor Gudrun, hvorefter hun og Gerda føres ned gennem Tyskland som krigsfanger. Samtidig kæmper Gudrun derhjemme for at få døtrene tilbage til kroen i Hvidsten.

Den første film om Hvidstengruppen var en af de største danske publikumssucceser i nyere tid med over 750.000 solgte billetter. Instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis og producer Regner Grasten står igen bag fortællingen om familien Fiil og deres videre kamp mod den tyske besættelse. På rollelisten ses bl.a. Bodil Jørgensen, Marie Bech Hansen og Ellen Hillingsø. Rabat for Biografklub Danmark medlemmer.

En actionfilm om en gris
Desuden vises ”Pig” med Nicolas Cage i et stærkt og anmelderrost comeback. Han spiller den menneskesky trøffeljæger Robin, der bor alene langt ude i Oregons vildnis med sin højtelskede trøffelgris. Han lever af at sælge de eftertragtede underjordiske svampe til folk fra byen. Da hans trøffelgris ved et voldeligt overfald bliver kidnappet, må han modvilligt alliere sig med trøffelhandleren Amir i jagten på gerningsmændene. En jagt, der tvinger Robin tilbage til storbyen og ned i gourmet-restauranternes underverden, hvor han må konfrontere sin fortid.

Billetter til filmene kan bestilles her: Billetbestilling, Gilleleje Bio.

Seneste nyheder:

Tip os!