GRIBSKOV: Gribskov Biblioteker åbner en ny samtalecafé for borgere med interesse for Japan og japansk kultur. Første møde finder sted tirsdag den 6. oktober fra klokken 16.30 til 17.30 på Helsinge Bibliotek.
Samtalerne kan handle om blandt andet japansk sprog, mad, rejser, natur, traditioner og popkultur. Hvis deltagerne har de nødvendige sprogkundskaber, kan dele af samtalen foregå på japansk.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med, og man behøver ikke tilmelde sig på forhånd.
Skal fortsætte fremover
Biblioteket oplyser, at planen er at holde samtalecaféen en eller to gange om måneden fremover.
Den første café holdes på Helsinge Bibliotek, Skolegade 43. Deltagelsen er gratis.