NORD: Den 1. maj 2012 ændrer de seks akutklinikker i Region Hovedstaden åbningstider, som besluttet i Hospitals- og Psykiatriplan 2020.
Samtidig bliver regionens fem døgnåbne akutmodtagelser styrket.
Åbningstiderne for borgere, der selv henvender sig, bliver fra 1. maj fra klokken 07.00 til 22.00 i akutklinikkerne på:
- Amager Hospital
- Frederikssund Hospital
- Frederiksberg Hospital
- Gentofte Hospital
- Glostrup Hospital
- Helsingør Hospital
Kun en patient i timen om natten
Ved at ændre åbningstiderne kan Region Hovedstaden omprioritere 25 millioner kroner hvert år på akutområdet til bl.a. de fem akutmodtagelser og akuttelefonen 1813, der rådgiver regionens borgere døgnet rundt ved sygdom og skade.
– Når borgerne bruger akuttelefonen 1813, får de den rigtige hjælp, og der er ingen, der går forgæves. Det er vores opgave at prioritere pengene, så de kommer flest mulige til gavn, og nu sætter vi ind på at komme ventetid i akutmodtagelserne til livs, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).
Beslutningen om at ændre akutklinikkernes åbningstid bygger blandt andet på en analyse fra 2010, som viser, at meget få patienter bruger regionens seks akutklinikker i tidsrummet 22.00 – 07.00. På flere akutklinikker drejer det sig kun om en patient i timen i gennemsnit, og på andre kommer der kun en patient hver anden time.
Kan komme helt frem til 22.00
Borgerne kan henvende sig til akutklinikken helt frem til klokken 22.00 med mindre skader og akut sygdom, og kommer man inden lukketid, bliver man færdigbehandlet på akutklinikken.
Kommer man efter 22.00 vil der ved indgangen være en telefon, hvor der kan ringes til akuttelefonen 1813, som kan bestille en ambulance eller rådgive om, hvorvidt man har brug for at kontakte egen læge, vagtlæge eller tage på en af regionens døgnåbne akutmodtagelser. 1813 kan også oplyse, hvilken akutmodtagelse, der har kortest ventetid.
Hvis telefonen er i uorden er der sat en ringeklokke op, så borgerne altid kan komme i kontakt med det sundhedsfaglige personale på hospitalet.
– Akutberedskabet fortsætter med at være optimalt for alle regionens borgere, bl.a. fordi der via hver eneste akutmodtagelse er adgang til alle specialer på hospitalet. På den her måde kommer vi til at anvende de personalemæssige ressourcer bedst muligt, siger koncerndirektør Svend Hartling.
Fakta:
- Hospitals- og Psykiatriplan 2020 blev vedtaget i juni 2011.
- I 2011 var der i gennemsnit 57 patienter om natten på alle seks akutklinikker TILSAMMEN.
- Funktionerne i akutklinikkerne forbliver de samme i åbningstiden, og akutklinikkerne vil stadig døgnet rundt modtage medicinske patienter.
- De borgere, der bor længst væk i Region Hovedstaden, vil maksimalt have ca. 40 kilometer til en akutmodtagelse.
- Regionens fem akutmodtagelser på Bispebjerg, Herlev, Hillerød, Hvidovre og Bornholms hospital fortsætter med at være døgnåbne.