Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Nye tal: Gribskovs hjemmehjælp svundet med 45% på ni år

GRIBSKOV: Sidder du med følelsen af, at hjemmehjælpen var bedre i gamle dage, så kan du meget vel have ret. Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at Gribskov er en af de kommuner, som har skåret mest i hjemmehjælpen over de seneste ni år. Ældre Sagen kalder det en katastrofal udvikling.

Det har længe været et kendt faktum, at vi bliver flere og flere ældre. Hvordan kan det så hænge sammen med, at samfundet tilbyder mindre og mindre hjemmehjælp? Ekstra Bladet kan præsentere en række nye tal for danske kommuners hjemmehjælp, som viser, at der i gennemsnit på landsplan er skåret cirka 25 procent i antallet af visiterede timer. Ekstra slemt står det til i Gribskov, hvor der i perioden 2009-2017 blev skåret med hele 45 procent. I samme periode steg antallet af ældre med 34 procent.

Relateret læsning: Ældrerådsformand uden svar på færre hjemmehjælpstimer

Gribskov ligger i den forkerte ende, når det kommer til nedgangsprocenten i visiterede hjemmebesøg. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Grafik: Ekstra Bladet.

Den mindre hjemmepleje til et stigende antal ældre er en trend, der ikke ser ud til at stoppe foreløbigt. En af begrundelserne for faldet i visiterede timer er, at vi samtidig bliver sundere og lever et længere liv i gennemsnit end for 10 år siden.

Ældre Sagen: En katastrofe
I Ældre Sagen ser man med bekymrede miner på udviklingen af de færre timer til hjemmepleje.

– Det er for os noget, der ligner en katastrofe. Vi har kunne se, at dem der får hjælp får mindre hjælp og rigtig mange får slet ingen. Vi taler om 73.000 borgere, som – selv om de har behov for hjælp og er fysisk nedslidte, ingen hjælp får længere, forklarer Per Tostenæs, seniorkonsulent Ældresagen, til Netavisen Gribskov.

Og situationen er nu så alvorlig, at det ikke længere går at lurepasse på problemstillingen.

– Vi er der, hvor vi nu siger, at man skal se helt grundlæggende på, hvordan vi har hjemmehjælp i Danmark. Når det hen over årene kan blive ved med at blive reduceret til et niveau, hvor vi nogle steder dårligt kan betegne det som hjælp, så bliver vi nødt til at spørge os selv: Er det værdigt, og vil vi som samfund acceptere, at så mange mennesker ikke får hjælp? Derfor mener vi, at vi skal se helt grundlæggende på, hvordan vi ser på opgaven fremadrettet, siger Per Tostenæs.

Alle sten skal vendes
Og der er ingen hellige køer, når det kommer til at sikre en værdig ældrepleje, mener Ældre Sagen.

– Vi vil gerne invitere den nye regering til dialog med os og andre organisationer på området for at få skabt en fælles forståelse for, hvad der skal til for at leve op til kernen i velfærdssamfundet. Og vi mener, at alt kan komme i spil: Kommunalt selvstyre, hvilken organisationsmodel det skal være, alle sten skal vendes.

Også lokalafdelingen i Helsinge ser et problem i udviklingen. Formanden ønsker dog ikke at lade sig interviewe, men har følgende generelle udtalelse til avisen.

– Det er et faktum, at vi bliver flere over 80 i Gribskov Kommune, og der er skåret meget i antallet af visiterede hjemmehjælpstimer. Det mener vi, der skal gøres noget ved, for ældre der får brug for hjemmehjælp i kommunen skal naturligvis have den nødvendige hjælp, udtaler lokalformand for Ældre Sagen Helsinge Kirsten Ellesgaard.

Seneste nyheder:

Tip os!