Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Nyt designer-bofællesskab på vej til Vejby: Modulhjem i fællesskab

VEJBY: Tænder du på mere fællesskab og nære naboer, så opstarter virksomheden AlmenR et moderne bofællesskab, der inkluderer op til 60 nye boliger i Vejby. Lejepris starter fra blot 3000 kroner.

Står det til AlmenR kommer der næste sommer op til 60 nye boliger i Vejby. Boligerne skal placeres på en endnu tom mark ved Tisvildevej 18, og planen er at opføre et bofællesskab med fællesspisning som er placeret tæt på naturen. Fællesskabet har fået navnet ‘Elleville’.

Boligerne er modulopbygget og kan være i forskellige størrelser. Foto: Presse/AlmenR.

Projektet har fået sin egen hjemmeside, og her præsenteres det på følgende vis:

“Vi ønsker at skabe et fællesskab, der kan rumme både singler og store familier, unge og ældre. Hvad det koster, afhænger af, hvor meget plads du vil bruge – og hvor meget du deler. Huslejen går fra 3.000 for en tom mikrobolig til 14.000 for den helt store pakke med designmøbler og det hele inkluderet”

Og interessen er stor, forsikrer selskabet til Netavisen Gribskov, og oplyser, at der allerede har været 50 interesserede som gerne vil vide mere om den nye boform i Vejby. Vi har taget kontakt til virksomhedens ferieramte direktør for flere informationer. Vi bringer en opdateret artikel, såfremt det lykkedes at lære mere om projektet.

Du kan læse mere om projekter her: Elleville, Vejby.

Flere størrelser
Boligerne udlejes, men kan også købes som andel; Alle lejere får tilbuddet om at blive medejer på andelsbasis.

Pilen markerer stedet for det nye bofællesskab, som endnu blot er mark.

“Elleville er et opgør med ideen om, at vi hver skal eje alt muligt og have besværet med det. Ved at vi slår os sammen og i stedet lejer og deler faciliteter og ressourcer og samfinansierer de services, vi har brug for, opnår vi ikke kun en hel masse materielle fordele”, forklarer tovholder på sin hjemmeside og peger på, at boformen er både bæredygtigt og socialt bevidst.

Der opereres med flere forskellige størrelser. Der er de små, som kan findes helt ned til 15 kvadratmeter og lejes for cirka 3000 kr. pr. måned. Der er lidt større modeller bestående af to moduler på 30 kvadratmeter samt en køkkenhave til 4.500 kroner. Der er også et større hus 60m2 med 30 m2 orangeri/vinterhave til 7.500 /md og sidst er der et hus på 105 m2 med 60 m2 orangeri/vinterhave til 13.750 /md.

Bjarke Ingels Group
Boligerne bliver modul-opbygget og kan fås helt ned i en størrelse på blot 15 kvadratmetre. Der er også mulighed for at leje sig ind i en fuldt møbleret lejlighed til en højere lejepris.

Modulerne kan sammensættes efter kundens ønsker. Foto: Presse/AlmenR.

Byggesystemet er Poshtel, som ifølge AlmenR gør det muligt at bygge ‘bæredygtigt i højeste kvalitet og samtidig opnå effektive byggeprocesser, der også integrerer smart-house-teknologi’. 

Designet laves i samarbejde med ingen ringere end Bjarke Ingels Group (BIG), den verdenskendte danske arkitekt, som især har gjort sig populær i bæredygtige byggeprojekter.

“I udviklingsprocessen arbejder vi sammen med BIG om at udvikle den samlede plan og de mindre fællesskaber og boliger. Hvert modul designes både udvendigt og indvendigt på en bæredygtig måde, så vi løbende kan opgradere design og look.”

‍Også Rambøll bidrager. Det sker både til Poshtels byggesystem og til design af byggemodningen, som ikke behøver at være så omfattende som ved normale byggeprojekter, da en del af teknikken kan placeres eksternt i containere.

Direktøren bor der også
Elleville får også sit eget selskab, ‘Elleville Coop’, som vil fungere som stedets eget administrationsselskab med en fast direktør, der også bor i Elleville. Selskabet skal servicere hele fællesskabet, står for administrationen og sørger for de lokale leverandører af services mv.

Nye lejere får alle tilbud om at blive medejer af administrationsselskabet.

‍”Det sikrer fuld transparens, demokratisk indflydelse og tæthed til fællesskabets faktiske behov. Konkret betyder det, at Elleville Coop – det selskab, der står for driften af Elleville, ejes som et kooperativ af fællesskabets medlemmer og Almenr”, skriver selskabet.

Der vil blive udarbejdet et fuldt prospekt for Elleville Coop, og det forventes fra AlmenR, at en anpart vil koste 20.000 og kunne forrentes med 4 procent.

Tre faser
Byggeriet sker i tre faser: Første fase, som allerede er gået i gang og varer frem til udgangen af oktober, består af at samle en stor gruppe af interesserede, som ønsker at deler sine tanker om, hvordan Elleville bedst kan tage sig ud.

I anden fases, som finder sted fra september til februar 2020, vil der blive oprettet et ‘Designfællesskab’

“Her er du og de andre medlemmer med til at præcisere designet, og medlemmerne lærer hinanden at kende. Altsammen under Almenr’s kyndige ledelse og med BIG som arkitekt.”, skriver AlmenR på sin hjemmeside.

Tredje fase er selve byggeriet, og projektet ventes at stå klar senest sommer 2020.

Seneste nyheder:

Tip os!