Helsinge: – Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal forvente. Vi har jo ikke inviteret nogen.
Caroline Svendsen fra Frivilligcenter Helsinge lyder usikker, da hun et par timer forinden bliver spurgt til, hvor mange centeret forventer vil komme til den årlige nytårskur. Usikkerheden kunne hun dog have lagt på hylden, for da først klokken havde rundet de 15 denne mandag, var de små lokaler så godt som fyldt med frivillige, ansatte, bestyrelsesmedlemmer og brugere af huset.
De kunne alle nyde et koldt glas vin og en håndfuld pindemadder, mens de mingelerede og hørte taler.
En af talerne var fra centerets formand Inger Kruse. Hun understregede blandt andet den skæbne, som centeret årligt må leve med.
– Hvert eneste år ved vi ikke, om vi er købt eller solgt. der står altid på politikernes sparekataloger, at vi kan spares væk, forklarede hun med glimt i øjet til de mange tilhørere.
Et kært minde
Hun gav sig også tid til at mindes en af kommunens helt store ildsjæle, Steen Nielsen fra Gilleleje, der desværre gik bort sidste år efter lang tids stædig kamp mod kræft og muskelsvind.
– Vi mistede en af vores store ildsjæle sidste år, Steen Nielsen. Han har om nogen knoklet for de svage i samfundet, og han gav ikke op, selv om han til sidst næsten kun var skind og ben. Jeg var så glad for, at han nåede at modtage Frivillighedsprisen, for var der nogen, der havde fortjent det, så var det ham, sagde hun tydeligt rørt og løftede sammen med alle gæsterne glasset til ære for Steen, der for mange vil blive husket for hans gode humør og utrættelige kamp for de svageste; En kamp han optrappede i sine sidste leveår.
Hjælp til flygtninge
Og netop kampen for de svageste i samfundet, er en opgave som frivilligcenteret i Helsinge har påtaget sig med stor iver. Især gør centeret en stor indsats over for kommunens flygtninge og indvandrere, som kan hente hjælp hos de ansatte og frivillige. Centeret har blandt andet 14 åbne rådgivninger i huset, og her kan hentes assistance til alt, lige fra computerbrug, livs- og sjæleproblemer til bistand med kontakten til det offentlige system.
Det er kerneopgaver, som centeret skal fokusere mere på i 2015, lyder det fra daglig leder Rikke Njust.
– Der er tre ting, som også dronningen nævnte i sin nytårstale, som vi vil fokusere særligt på i år: Vi skal tage godt imod vores flygtninge. Vi skal gøre os mere umage over for hinanden, være mere venlige, og så skal vi her i centeret være bedre til at tale os lidt mere op; Vi skal være endnu mere stolte af, hvad vi gør, for vi gør jo rigtig meget godt og ikke være bange for at sige det til andre. Der er jo desværre ikke så mange, der kender til os, forklarer Rikke Njust til Gribskov Lokalavis.