Nytænkende samarbejde bygger bro mellem generationer

Sankt Helene Skole Tisvilde

VEJBY/TISVILDE: I en pressemeddelelse fortælles der om et spændende og nytænkende samarbejde mellem Sankt Helene Skole og en gruppe lokale frivillige skaber glæde og begejstring fra mange kanter. 

En gruppe kvinder har i samarbejde med den lokal skole fået en genial idé i Vejby-Tisvilde. Kvinderne hører alle til seniorer-gruppen og som er en del af foreningen Tisvildehuset, er begyndt at bage boller sammen med eleverne fra Sankt Helene Skole i Vejby.

Det er eleverne selv der står for afvejningen af diverse ingredienser, samt samle og ælte dejen med tæt og kyndig vejledningen fra seniorerne.

Når dejen så er klar efter en nat i køleskabet får de en tur i ovnen, så eleverne kan dele dem ud til deres klasse- og skolekammerater.

Bygger bro med brød
Projektet blev startet for at skabe lidt variation i skoledagen for nogle af eleverne, men har sidenhen udviklet sig til, at alle fra 6.-9. årgang på skift får deres tur på bageholdet, fortæller den oprindelige idémager, udskolingsleder på Sankt Helene Skole Mette Hovaldt Andersen.

“Ideen var at skabe noget andet indhold i skoledagen for de elever, som har lidt svært ved at komme afsted om morgenen. Men vi kan se allerede nu, hvor meget positivt det giver alle elever.”

“Både det helt jordnære med, at de får blodsukkeret på plads med en god bolle i maven, men også det fællesskab og den følelse, det giver børnene, af at lykkes med at skabe noget til gavn for andre. Og forældrene er også meget positive. Vi siger, at vi bygger bro med brød.”

“Det er både en bro mellem elever og mellem årgangene på skolen, men der bliver også bygget bro mellem generationer, når kvinder som Stanna og Lis kan tale med eleverne i en helt anderledes ramme, end de kender fra skoledagen,” afslutter hun.

Hver torsdag morgen står Stanna Øland og Lis Freisner, to af i alt otte seniorer, klar til at bage med eleverne i hjemkundskabslokalet.

Der er opstillet dejskrabere, vægte, decilitermål og alle andre nødvendige remedier, der måtte være nødvendige, når der skal laves gode koldhævede boller.

Med en stram tidsplan, ligesom en time i det normale klasseværelse, skal alt være lavet. Lige fra at lave bollerne og sætte dem til hævning og til at få opvasken klaret. Det sidste kvarter sætter børn og voksne sig sammen over en god kop te, hvor de frit og kvit kan tale sammen inden af skoledagen starter.

Men det er ikke tilfældigt, at det er bagværk, de samles om, fortæller Lis:

“Det med at stå og bage, det giver nærvær og samvær. Jeg skal ikke stå og holde øje med, om de gør det ene eller det andet. Vi har en fælles opgave med at lave boller, og vi taler sammen, mens vi laver noget. Det har en rigtig stor effekt på mange mennesker – både børn og voksne.”

”Og de glemmer alt det fnidder-fnadder og oplevelser, der ellers kan være i en skoledag. Lige så snart vi går i gang, så er alt glemt, for de ved godt, at kvart i 10, så skal alt være rent og ryddet, og så er de meget koncentrerede og fokuserede på opgaven”, tilføjer Stanna.

Utroligt inspirerende
Astrid Recinella, der er formand for Gribskov Kommunes temaudvalg “Sammen om fremtidens velfærd”, fortæller at de første måneder med bageprojektet ikke kun har været en succes for de deltagende hun fremhæver dem som et stjerneeksempel på, hvordan man i et lokalsamfund kan berige hinanden på tværs af generationer.

“Det er utroligt inspirerende og livsbekræftende. Når man er ældre, har man ofte stor glæde af de yngre for at holde sig ung og frisk – og når man er ung, er der vigtig læring og erfaring at hente hos de ældre, som har prøvet alt det, de gennemlever” , siger hun og fortsætter

“Det er præcis den slags tiltag, som jeg håber vi vil se flere af i fremtiden, hvor der bliver brug for, at vi alle tænker lidt ud af boksen. Vi ved, at resurserne bliver knappe i fremtiden, så i de mindre lokalsamfund er der brug for, at man finder måder at hjælpe hinanden på.”

Temaudvalget i Gribskov Kommune har fulgt projektet fra den idéfasen, og det lokale initiativ har nu skabt grundlag for et formaliseret samarbejde mellem kommunen, skolen og foreningen Tisvildehuset. Næstformand i udvalget, Helene Gerlykke-Dohn, mener, at projektet er et, som alle kan lade sig inspirere af:

“Vi har indgået et samarbejde, som betyder, at vi som udvalg er tæt på og følger projektet. Vi tror på, at det også kan inspirere andre, og vi ser det som et glimrende eksempel på tiltag, der kan være med til at sikre fremtidens velfærd.”

“Jeg håber, at alle parter bliver ved med at have glæde af det, og at det bliver muligt at forlænge det. Det er i det hele taget et super godt eksempel på den værdi, som et gensidigt godt samarbejde kan skabe lokalt”, afslutter hun.

Indtil videre er det skolens egne økonomiske rammer, som står for at finansierer projektet med indkøb af materialer og ingredienser. Projektet er foreløbigt sat til at udløbe til nytår – men ønsket og håbet er at der kan findes en model, så det kan fortsættes.

Foreningen Tisvildehuset
Foreningen Tisvildehuset engagerer knap 150 kvinder fra lokalområdet, som bl.a. samarbejder med Sankt Helene Skole om aktiviteter og en løbende udvikling af nye projekter, hvor skole og forening kan få gavn af hinanden. Fx ”Hæng Ud Café” en gang om måneden, hvor elever kan komme en eftermiddag og hygge, spille spil eller bare ”hænge ud”.

Fællesskaber

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lokal handel

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Nordsjælland har at tilbyde. Kig her igen snart.

Debatindlæg

TV NORDKYSTEN

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?