Olieforurening i lystbådehavn

GILLELEJE: Omkring kl. 13.15 blev brandfolkene i Gilleleje sendt ud på en forureningsopgave, i Gilleleje Lystbådehavn. Fra en ukendt kilde er strømmet en del diesel ud, og det danner nu en film omkring østmolen.

Den fikse paraply er muligvis ekstraudstyr på redningsbåden, men den var velfortjhent, da regnen piskede ned under opgaven.

Redningsbåden er sat ind mod den forholdsvist ufarlige forurening, bådens motor benyttes til at piske vandet op og dette får olien til at fordampe af sig selv.

Dieselolie er grimt at se på, men altså rimelig ufarligt idet der er tale om en olie som ganske enkelt fordamper af sig selv efter nogen tid.

Lystbåde får vippeture

Den største gene ved dieseludslippet rammer de sejlere som sidder ombord på deres både, redningsbåden er nødt til at sejle lidt bisset for at få pisket vandet og derved accelerere fordampningen, og det giver nogle ordentlige bølgegange inde i havnen.

Brandfolkene kom ned til havnen med brandsprøjten, og fra den blev der udlagt ialt 8 flydespærringer som suger den sidste dieselolie til sig.

Det forventes at flydespærringerne kan fjernes igen i morgen formiddag, hvorefter havnevandet gerne skulle se normalt ud igen.

Redningsbåd – med paraply ?
Sejlerne har dog også fået et underholdende syn, det er ikke hver dag man ser en redningsbåd udstyret med paraply og det vides ikke i første omgang om den var ekstra udstyr eller hører til båden som standard.

Morten Ringsted, Gilleleje Bådgruppe, har nu opklaret det unægteligt noget spøjse syn til Politirapporten.nu:

– Vi sejlede ud i bassinet, og midt i det hele vuggede denne her paraply rundt i vandet, så den samlede vi selvfølgelig op, fortæller han til Politirapporten.nu og fortsætter:

– Det piskede ned med regn, og så var det jo nærliggende at benytte den mod regnen – og heldigvis fik en sejler også øje på den og råbte til os at det altså var hans paraply vi havde fundet i bassinet.

Brandfolkene fik dog lov til at låne paraplyen indtil de var færdige med at sejle rundt, hvorefter den blev afleveret til den glade ejermand. Den var under et af de vilde regnskyl som ramte Gilleleje ved middagstid, simpelthen blæst overbord.