HORNBÆK: Formentlig er det over tusinde liter fyringsolie der er lækket natten til fredag fra en defekt olietank på Mågevænget.
Flere nabogrunde – herunder en tennisbane – er ramt af en stor mængde vand og fyringsolie. Spredningen af olien er blevet meget omfattende grundet der var meget vand på vejen og grunden da uheldet skete.
På stedet arbejdede miljøvagt, slamsuger, Hornbæk Vandværk og Helsingør Kommunes Brandvæsen med at få olien og vandet suget op.
Der blev slået alarm i morges, da to håndværkere kom nedad vejen og blev mødt af en del vand, dækket af et tæppe af olie i alle regnbuens farver.
I løbet af fredagen er der fjernet så meget af det forurenede vand som overhovedet muligt, men formentlig vil der skulle en omfattende indsats til for at rense området for olieudslippet, bla. vil store mængder forurenet jord skulle fjernes fra kvarteret.
Det vil ramme mindst to-tre grunde plus en tennisbane.