Omstridt slam-anlæg igen klar til politisk behandling

Mulige estimerede placeringer for kommende renseanlæg. Grafik: Google Earth/Gribskov Lokalavis.

Gribskov: – Ikke i min baghave, tak!

Gribvand Spildevand møder ikke mange smil hos de naboer til områder udpeget som mulige steder for kommunens nye rense -og slam-mineraliseringsanlæg. Nu er to nye områder kommet i spil.

Kommunens kommende rense -og slam-mineraliseringsanlæg skal bygges for at samle kommunens spildevand og lede renset vand ud i Kattegat. Placeringsforslagene møder dog alle modstand, og nu er tidligere skrottede områder syd for Gilleleje og øst for Græsted fundet frem igen.

Sidst sagen var til politisk behandling i Byrådet var i november måned. Her var kritiske nabohøringer årsag til, at sagen røg tilbage til fornyet behandling i underudvalget. Og nu er tiden igen kommet til, at politikerne i Miljø- og Planudvalget skal anbefale en placering for det store anlæg.

I første omgang pegede Miljø- og Planudvalget på en placering nær genbrugsstationen i Højelt, men det mødte som stor modstand fra borgerne. Også en placering ved Pårup var i spil.

En klage fra foreningen Alme Naturvenner var dog medvirkende til, at byrådet bad sagen taget af dagsordenen for at få lavet yderligere analyser. Det betød samtidig, at sagen skulle gennem de politiske underudvalg endnu engang.

Det nye renseanlæg skal efter tidsplanen stå klar til drift ved udgangen af 2018. I 2019
nedlægger kommunen som konsekvens otte af sine gamle renseanlæg.

Højelt: Byg det i Pårup

Placeringsforslagene har alle mødt modstand fra bekymrede naboer.

Mulige estimerede placeringer for kommende renseanlæg. Grafik: Google Earth/Gribskov Lokalavis.
Mulige estimerede placeringer for kommende renseanlæg. Klik for fuld størrelse. Grafik: Google Earth/Gribskov Lokalavis.

To borgere fra Bavnebakken, Højelt, beder for eksempel i en mailkorrespondance med daværende konstitueret formand i Plan- og Miljøudvalget, Susan Kjeldgaard, at kommunen placerer anlægget i Pårup eller Gilleleje, ikke i Højelt.

– Pårup ligger tættere på udledning i havet end Højelt og ifølge Cowi er en placering tættest muligt på havet at foretrække. En placering i Højelt vil involvere flere ejendomme med tættere beliggenhed på anlægget end tilfældet er i Pårup, skriver parret blandt andet og oplyser, at Pårupvej eller Stæremosen i Gilleleje er bedre egnet til tung trafik.

Susan Kjeldgaard afviser i korrespondancen, at man bør placere anlægget i Gilleleje, og at man vil gøre sit ypperste for at skjule anlægget bag beplantning, såfremt valget falder på Højelt. Hun vil også lytte til borgerne, forklarer hun parret.

Pårup: Vi får flere ulykker

I Pårup frygter nogle borgere, at der kommer flere færdselsuheld, såfremt anlægget bygges her.

– Pårupvej er en såkaldt ”sort plet”. Det er ikke uden grund. Pårupvej er sammen med Gilleleje Hovedgade det sted, der sker flest ulykker med personskade, skriver Thomas og Ritt Nygaard i et brev til byrådet.

– Det er med livet som indsats, vi dagligt færdes på Pårupvej. Og der skal kun én lastbil til at skabe det sus, der hiver vores ventende skolebørn i rabatten ind under en lastbil, skriver de endvidere og håber, at politikerne igen vil pege på Højelt.

Alme: Et fælles nej tak

Samhørigheden er også til at tage og føle på i Alme. Sidste november, før byrådets behandling, gik 70 borgere i foreningen Alme Naturvenner sammen om et brev stilet til Byrådet.

Foreningen har til formål at varetage natur og kulturinteresser i og omkring Alme og Højelt, og de forlanger i brevet, at Byrådet lader sagen gå om i miljøudvalget – en forespørgsel de fik held med.

– På møde i dag med Gribvand og deres rådgiver Cowi A/S er det blevet oplyst Alme Naturvenner, at hverken Cowi eller Gribvand har foretaget andre analyser end de på Borgermøde 2 fremlagte. Altså er beslutningsgrundlaget kun de i Bilag 1 subjektive, og på enhver måde ufuldstændige og usaglige kriterier, skriver de blandt andet.

Græsted og Gilleleje igen i spil

Anlægget kan også placeres nær Græsted og Gilleleje, hvis politikerne dropper Højelt som placering. Grafik: Gribskov Kommune.
Anlægget kan også placeres nær Græsted og Gilleleje, hvis politikerne dropper Højelt som placering. Klik for fuld størrelse. Grafik: Gribskov Kommune.

Administrationen valgte på baggrund af borgernes henvendelser at anbefale yderligere analyser.

Analyserne, foreslår administrationen, skal især fokusere på de to placeringsmuligheder ved genbrugspladsen i Højelt samt placeringen nordvest for Pårup. Derudover forslås det at udarbejde nærmere analyser af to andre placeringer, som i første omgang blev screenet bort som en mulighed. Det drejer sig om området øst for Græsted ved det nuværende renseanlæg
samt området syd for Stæremosen.

Kommunen vil have mulighed for at ekspropriere, hvis bygherren Gribvand Spildevand og de berørte matrikelejere ikke kan blive enige om en frivillig aftale.

FAKTA

Politikerne i Plan- og Miljøudvalget skal på næste møde i morgen, mandag, tage stilling til følgende:

a) Enten at fastholde placeringen ved genbrugspladsen i Højelt eller pege på området nordvest for Pårup.
b) Udvalget kan også vælge at udskyde placeringsbeslutningen til der er udarbejdet en mere dybdegående analyse af egnede placeringer.
c). De kan også bede om, at der udarbejdes en ekstra analyse af områderne ved det eksisterende renseanlæg øst for Græsted og i området syd for Stæremosen, Gilleleje.

Opbygningen af et nyt renseanlæg omfatter følgende synlige elementer:

  • Cirkulære eller aflange tanke på ca. 500-1.000 m2 pr. stk gravet ned i jorden. Tankene har vægge ca. 1 meter op over terræn. Tankene kan evt. overdækkes efter behov.
  • Pavillon på ca. 60 m2 til elektronik og tavler, toilet og redskabsrum. Bygningen laves i træ eller beton og vil blive forsynet med svagt hældende tag. Tagryggen vil være ca. 3 meter over terræn.
  • Sandfang og rist vil være en konstruktion i beton på ca. 100 m2 og delvis gravet ned i jorden. Overside af konstruktionen vil være ca. 3 meter over terræn.
  • Slammineraliseringsanlægget består af ca 10 nedgravede bassiner hver på ca. 1.000 m2. Bassinerne afgrænses af jordvolde op til ca. 1 meter over terræn hvorpå der kan køres med lastbil og gravemaskine i forbindelse med tømningen af bassinerne i en takt af et bassin pr. år. I det daglige er bassinerne tilgroet med tagrør som høstes hvert 10. år.
  • Hele renseanlægget og slammineraliseringsanlægget kan omkranses af et 5-10 meter bredt beplantningsbælte. Beplantningsbæltet kan i forhold til træarter og højde tilpasses omgivelserne.
  • Kilde: Gribskov Kommune

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?