Palle alene i verden var en børnebog om en lille dreng, der gik ud i verden og så, at den var tom. En grusom oplevelse, hvor kun ting og bygninger stod tilbage. Alt med varme og nærhed var forsvundet.
Vores børn er små Paller, der får lov at gå usete omkring. I timevis. Kun bygninger og ting kan de opleve. Helt uden voksenkontakt og ofte også uden børnekontakt. Faktisk ved vi slet ikke, hvor lidt omsorg og nærvær et barn får, i løbet af en dag.
Og det interesserer os heller ikke nok. Forældrene græder i smug, men lader sig ikke suge ind i de forældrekampe, der er ved at opstå hist og her.
Måske er det bare ikke moderne at være forældre?
Måske er det bare langt bedre at være et karrieremenneske, eller et politisk aktivt menneske. Identiteterne er stærkere på den banehalvdel. Nemlig udebanen.
På hjemmebanen ser det mere sort ud. Enten skal man være arbejdsløs, gud bedre det, altså fattig og udskældt, for at kunne passe sine børn med den omhu og nænsomhed, det faktisk kræver.
Eller også skal man være studerende, gud bedre det, med alle de urimelige studiekarrierevilkår, der lægges ned over det område også.
Så var der naturligvis også den mulighed at have så mange penge, at arbejde ikke er nødvendigt.
Men – en almindelig forælder med et fuldtidsarbejde, må efterlade de små i de alt for få hænder i institutionerne og i skolerne.
Hvis man tør indse, at dette er for urimeligt for barnet, hvad kan man så gøre? For en indsigt kræver handling!
For at undgå den katastrofe vil mange forældre blot kigge efter det gode, de oplever, og fortsætte med at gå på arbejde. Det er nu sådan vi har indrettet os! Samfundet kræver hver borgers arbejdskraft, uanset om der er børn eller ej.
Engang var der finere forhold til små og mellemstore. Det var dengang, da vi lavede aftalerne mellem borgeren og fællesskabet. Penge under sygdom, penge ved ledighed, penge ved nedslidthed eller alderdom, og penge, hvis samtlige nævnte opstod. Og ikke mindst Omsorgsfuld pasning af dit barn, hvis du arbejdede! Naturligvis!
Af alle de aftaler, der blev lavet dengang, er der ikke én tilbage. Kun er forpligtelser for borgeren blevet strammet op og fastholdt med løbende renter. På små 20 år er der sket så meget. Der er lavet begrænsning på, hvor længe man kan være syg og få sygedagpenge og der er skåret i, hvor længe man kan få en ydelse, hvis man er ledig. Der er ikke længere noget, der hedder at være nedslidt, nu hedder det at være doven. Alderdommen snakker vi end ikke om.
Derfor er det nu på tide, at forældre tager deres forældreansvar på sig, bliver enige om at familien simpelthen skal prioriteres, at vi bilægger politiske uenigheder og smøger ærmerne op og arbejder sammen for vores allesammens børn. Det må ikke være børnene, der nu skal betale for samtlige uløste problemstillinger, som både politikere, forældre og bedsteforældre har ladet opstå, uden rettidig omhu.
Et fællesskab, der negligerer børns fundamentale behov, er et skamløst samfund. Nogle kalder det et generationstyveri. Og jeg er enig.
Vi stjæler små børns kærlighed til deres liv.
Vi snupper deres ro til at prøve verden af og blive trøstet, lige præcis når der er behov og ikke, når der er tid.
Vi knuser små menneskers tro på, at voksne vil løfte dem ud af deres pine, at voksne vil hjælpe og holde i hånd, når det er svært, og har tid og overskud til også at være sammen med børnene om noget sjovt. At de voksne har tid.
Vi kender udmærket børn, der ikke er blevet set! Det tager kun ganske få måneder at udvikle skader, der aldrig kan afhjælpes! Før var det enkelte forældre, der ikke magtede at løfte opgaven. Nu er det vores fællesskab, der vælger ikke at løfte den opgave. Det allermest nødvendige for ethvert samfund er, at der fødes børn, og at de børn behandles som det GULD, de er. Med kærlighed, tid og nænsomhed! Ingen børn i fællesskabets arme må miste TID, kærlighed eller nænsomhed UANSET økonomien. Dette er en VÆRDI, ikke en forretningsmodel. Fællesskabet er ikke en forretning, men et mellemmenneskeligt anliggende.
Kære forældre og bedsteforældre lad os samles i én fælles bølge, der vælter de ubønhørlige og ukærlige rammer ned, vi har givet vores børn! Lad os ikke lade vores eller nogens børn være Palle alene!
Kære politikere, I er folkets vilje, lad ikke et eneste barn være en Palle alene i vores verden!
Medunderskrivere:
Christine Herd, Jeanett Hvalsøe Kjer, Thomas Jung, Marianne Bukh Svenningsen, Tommi Dannemare Hansen, Maria Svelmøe, Claus Svelmøe, Heidi Steen Henriksen, Johnny Borg Henriksen, Jannie Ferslev Hansen, Christian Boye Boeskov, Tanya Høgsbro, Jytte Smed, Anne-Marie Eriksen, Karina Natasja Trempenau, Lillian Lindblom, Karina Hasfeldt Kihlberg, Bjørn Kihlberg, Rikke Gade, Laura Kluge, Mia Weibel Roswall, Lars Roswall, Stine Mørck, Kate Steffensen, Ida-Maria Elina Milvang, Christian Lange, Denise Tvernø, Hanne Ammitzbøll Sørensen, Cecilia Sylvest Nielsen, Camilla Brøgger, Mai Brøgger, Nanna Elina Milvang, Camilla Lenschau Blak Møller, Lillian Kvernvik, Martin Brøgger Jørgensen og Bjarke Springstrup
