“Vi efterforsker de sager, vi skal efter loven. Det er kernen i en retsstat, og ærlig talt mener jeg, at antydningen af, at hele sagen skulle være drevet af personlige eller politiske hensyn, er absurd, siger PET-chef Finn Borch Andersen.
– For mig er det ret enkelt, efter PET-loven er det PET’s ansvar at forebygge, efterforske og modvirke lækager. Den opgave tager vi meget alvorligt, og det vil vi også gøre fremover, siger
PET-chef Finn Borch Andersen og fortsætter:
– Det var således også min og PET’s – og ingen andres – beslutning at igangsætte en efterforskning af omfattende lækager fra efterretningstjenesterne, som førte til anholdelserne i december 2021. Der var tale om en bred efterforskning, som jeg står 100 procent inde for.
– At en af de mistænkte viste sig at være den hjemsendte chef for FE var naturligvis en usædvanlig situation, og en situation, jeg gerne havde været fri for.
Efterretningstjenesterne er dybt afhængige af fortrolige informationer fra udlandet for at kunne beskytte Danmark. I flere tilfælde har sådanne informationer været afgørende for at forhindre terrorangreb i Danmark.
Lækager udgør derfor en alvorlig udfordring for efterretningstjenesterne og undergraver tilliden fra vores udenlandske samarbejdspartnere, som forventer, at der tages skridt for at stoppe lækager, hvis de skal fortsætte med at dele informationer med os.
– Jeg holder efter PET-loven justitsministeren underrettet om forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens virksomhed, og om vigtige enkeltsager. Det ændrer ikke på, at jeg igangsatte efterforskningen, og ingen fra politisk eller ministerielt niveau på noget tidspunkt har påvirket, hvordan PET’s efterforskninger er blevet gennemført, eller om den skulle igangsættes, fastslår PET-chef Finn Borch Andersen.