Nordkystens Vinterbadere er en nyere vinterbadeforening uden venteliste, der er pt. 450 medlemmer, og der er plads til flere.
Når sæsonen starter den 1. oktober 2023 har Nordkystens Vinterbadere opsat mobile saunaer i Rågeleje (overfor Søstjernen), i Gilleleje (autocamperpladsen på havnen) og i Dronningmølle (ved Hulerød Kro).
Foreningen ejer alle tre saunaer, hvoraf to er eldrevne og den helt nye i Dronningmølle er brændefyret. Alle tre saunaer har et lille omklædningsrum, og de er åbne for foreningens medlemmer hele døgnet.
”Vinterbadning er kommet for at blive, og det er afgørende, at vi kan tilbyde både fastboende, sommerhusejere og turister mulighed for at få varmen efter det kolde gys. Vi tilbyder også gratis saunagus til vores medlemmer. Og så er vi helt vildt glade for, at foreningens saunaer skaber nye lokale fællesskaber på tværs af vores små landsbyer på Nordkysten i de mørke måneder,” siger Gitte Larsen, der er formand for foreningen.
Foreningen arbejder desuden for at skabe helårsbroer i Rågeleje og i Dronningmølle med kombinerede livredder- og saunahuse samt en permanent sauna med offentlig adgang et sted på Nordkysten. Her samarbejder vi med Livredningstjenesten, Gribskov Kommunen, Naturstyrelsen m.fl. Foreningen samarbejder også med Kongens Ø, der er et behandlingstilbud i Munkerup, og som er en af vores hovedsponsorer. Deres klienter bruger saunaen i Gilleleje på bestemte tidspunkter i løbet af ugen.
Flyttet fra Strandbakkerne
Saunaen, der er placeret på autocamperpladsen på havnen i Gilleleje, har tidligere været placeret på Strandbakkerne og det er fra denne placering at billederne i denne artikel stammer fra.
Den el-drevne sauna fik foreningen som en gave fra vinterbaderne i Solrød Strand, og den er nu midlertidigt placeret på autocamperpladsen på Gilleleje Havn grundet problemer med lokalplanen.
Nordkystens Vinterbadere arbejder nu på at få ændret lokalplanen, så man igen kan opstille saunaen ved helårsbroen på Strandbakkerne. Sagsbehandlingen forventes dog at kunne tage flere år – og indtil da står saunaen altså på autocamperpladsen.
Interesseret?
Du melder dig ind i foreningen via foreningens hjemmeside: www.nordkystensvinterbadere.dk