GILLELEJE: Museumsplaner om redningen af de danske jøder i oktober 1943,
Gribskov Kommune med borgmester Kim Valentin i spidsen, arbejder på at etablere et nyt museum i Gilleleje, oplyser Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.
Baggrunden for at etablere et museum, der skal fortælle historien om redningen af de danske jøder i oktober 1943, er at formidle den unikke beretning om mod, hjælp og håb, der udspandt sig over kort tid på den sjællandske kyst fra Dragør til Hundested. En hjælp, der betød overlevelse for de næsten 8000 danske landsmænd, der blev hjulpet til Sverige under Anden Verdenskrig.
Danmark er på den måde unik i sammenligning med de øvrige europæiske lande, der ikke formåede at redde tilnærmelsesvis så mange jøder fra døden.
Dette skyldes hovedsaglig, modsat andre lande, at jøderne var en særdeles velintegreret del at det danske samfund og som siden midten af 1800-tallet havde haft stor betydning for både forretnings- og åndslivet i Københavns bedre borgerskab.
Jøderne var landsmænd, naboer og danske fuldt på linie med resten af samfundet. Da flugten i oktoberdagene begyndte, kom det endda bag på mange danskere, at deres kolleger og naboer var jøder, for det havde man ikke tænkt så meget over tidligere. Dette siger noget om jødernes integration i det danske samfund.
Mange jødiske familier havde før krigen haft eller lejet sig ind sommerhuse langs nordskysten og i Gilleleje var der således årelange bekendtskaber mellem lokale og jødiske familier. Det var også disse familier, der var de første, der forhørte sig om hjælp hos de fiskere, som de kendte.
“Dette er udgangspunktet for, hvorfor Gilleleje spiller en central rolle i redningen af jøderne, og derfor har en fortælling at byde på, der både er relevant og til at lære af i dag” siger borgmester Kim Valentin i pressemeddelelsen og fortsætter;
“Visionen for museet er at imødekomme forventningerne fra de mange nationale og internationale gæster om at opleve, lære om og mærke denne historie om medmenneskelighed. Museet kommer ligeledes til at indgå i forskningssamarbejder om Holocoast med universiteter og museer verden over ved at stille materiale og historikere til rådighed og dermed arbejde med en international vinkel. Netop fordi redningen af de 8000 danske jøder er en væsentlig del af den samlede Holocoast historie”
En del af Museum Nordsjælland
Planerne er endnu i sin vorden og administrationen arbejder i første omgang på at afdække mulighederne for blandt andet byggeri og samarbejdspartnere. Der er indledt en dialog med Dansk Jødisk Museum.
Det ny museum bliver højst sandsynligt en del af Museum Nordsjælland, som det gamle Gilleleje Museum nu er en del af. Her har man i årevis arbejdet på at indsamle materiale i form af interviews og beretninger fra overlevende og det er blandt andet dette unikke materiale, som man ønsker at bruge i formidlingen af historien. Samtidig er ønsket at formidlingen sker ved hjælp af helt nye teknologiske løsninger, så det bliver en oplevelse for både børn og voksne at besøge museet.