Gribskov: Kommunens afdeling for Familiepleje søger nye plejefamilier, som har tid, lyst og overskud til at tage sig af børn og unge, som for en tid skal anbringes uden for eget hjem.
Har du et rummeligt hjerte og en hverdag, der har plads til et eller flere børn, så leder Gribskov Kommune efter plejefamilier til børn, der har brug for en hverdag med tryghed, omsorg og sikre opvækstvilkår i en almindelig familie.
I øjeblikket søger familieplejen, som de to kommuner Halsnæs og Gribskov er fælles om, kvalificerede plejefamilier, og tirsdag den 6. september 2016 kl. 17-19 er der informationsmøde for alle interesserede på Gribskov Rådhus.
På mødet vil familieplejekonsulenter, repræsentanter fra Det Sociale Tilsyn og nuværende plejefamilier fortælle om opgaven, og der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål og gå i dialog med hinanden.
Udgifter dækkes
Håbet er, at flere nye familier vil melde sig til at påtage sig opgaven og gøre en markant forskel i et barns eller ungt menneskes liv. Men at være plejefamilie og tage et barn eller et ungt menneske til sig, kan være et hårdt arbejde – men det kaster også en masse gode og positive oplevelser af sig, lyder beskeden fra kommunen.
Som plejefamilie får man et vederlag, og udgifter i forbindelse med opgaven bliver dækket af kommunen. Men der følger også nogle forpligtelser med opgaven. Man skal blandt andet være klar til at samarbejde både med barnets biologiske forældre, med kommunen, dagtilbud, skoler – kort sagt alle de dele af barnets liv, hvor der skal skabes sammenhæng på tværs i barnets hverdag.
Hør nærmere til informationsaftenen på Gribskov Rådhus tirsdag den 6. september 2016 kl. 17-19. Tilmelding til Troels Christensen på mail trchr@gribskov.dk eller Mette Eriksen merik@gribskov.dk senest torsdag den 1. september 2016.
Hvis du har spørgsmål til opgaven, kan du også kontakte den fælles familiepleje i Halsnæs og Gribskov kommuner.