HELSINGØR: Eftersøgningen af 16-årige Frederik, som forsvandt efter en bytur i Helsingør natten til lørdag er fortsat i gang, meddeler Nordsjællands Politi.
– Vi afsøger blandt andet havneområder og får vigtig assistance fra Århus Universitets strømforskere, Retsmedicinsk institut på Syddansk Universitet, Søværnets Dykkertjeneste samt vansøgningshunde fra National Politihundetjeneste, fortæller Nordsjællands Politi på Twitter.
Sammenstød med to mænd
Under sin færden væk fra Retro var den 16-årige Frederik impliceret i et håndgemæng med to unge mænd ved krydset Bjergegade / Stengade, det viser overvågningsvideo som Nordsjællands Politi har gennemgået.
Denne episode har medført en række vilde historier på sociale medier, som ikke har noget hold i virkeligheden.
– Vi er blevet gjort opmærksomme på, at der på de sociale medier florerer historier om, at den savnede 16-årige Frederik skulle have været involveret i noget håndgemæng, inden han forsvandt, oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.
Nordsjællands Politi bekræfter, at efterforskerne i forbindelse med gennemsyn af videoovervågningen fra Helsingørs gader er blevet opmærksomme på, at Frederik var involveret i noget håndgemæng med to unge mænd i krydset Bjergegade/Stengade, efter han havde forladt Club Retro. Politiet har dog identificeret og foretaget afhøring af de to unge mænd, og det er politiets klare vurdering, at episoden ikke umiddelbart hænger sammen med Frederiks forsvinding – derfor har ordensmagten ikke yderligere kommentarer til den pågældende episode
Kilder: Fund placerer Frederik i lystbådehavnen
Ifølge kilder er der fundet effekter tilhørende Frederik i lystbådehavnen, ligesom de digitale spor stopper samme sted.
Det er dog ikke kendt om effekterne er fundet på land eller i vandet, og oplysningen er ikke bekræftet af politiet.