GRÆSTED: Politiet og SSP sidder ikke på hænderne, når det drejer sig om de unges aktiviteter i Græsted Folkepark. Flere forældre til de unge har fået ‘bekymringsbreve’ fra Nordsjællands Politi.
– Vi står pt. med seks unge mennesker, de er blevet truffet på stedet i selskab med personer som politi og SSP kender til i forbindelse med hash og derfor har deres forældre modtaget bekymringsbreve, oplyser Flemming Christiansen, Nordsjællands Politi, til Gribskov Lokalavis.
Flere af forældrene har reageret positivt på SSP og Nordsjællands Politi’s henvendelse, og dermed har brevene formentlig haft en indvirkning.
Sidste uge viste en række billeder hvordan unge brugte stedet til at ryge hash, drikke og tydeligvis holde en gevaldig fest hvor lysten til oprydning ikke rigtig var til stede – men politiet var i forvejen opmærksom på stedet på baggrund af de anmeldelser som er blevet modtaget fra beboere i området.
– Som forebygger i Gribskov har jeg sammen med SSP-medarbejdere været på stedet og snakket med de unge, ligeledes har vi flere gange haft patruljer derude og registrere hvem det er som benytter området, og der er tale om lokale unge fra byen som benytter stedet, forklarer Flemming Christiansen.
– Dybest set er det forældrene til de unge som lige skal tage en snak med deres børn om hvordan man bruger stedet, og ikke mindst husker at rydde op efter sig – det burde ikke være vores opgave at lære de unge det, slutter Flemming Christiansen, Nordsjællands Politi.