Politiaktion: 25-årig anholdt i stor indbrudssag

GILLELEJE: Fredag morgen slog politiet til mod en adresse i Gilleleje-området, en 25-årig mand blev anholdt under aktionen. Aktionen har forbindelse til en tidligere aktion mod indbrudstyve, hvor to mand allerede sidder varetægtsfængslet.

Den 25-årige mand blev fredag morgen anholdt, senere på dagen blev han fremstillet i et grundlovsforhør og her varetægtsfængslet frem til d. 12. maj. Han er sigtet for i alt 22 indbrud, heraf skal de 20 være begået med mænd på 32 og 30 år som allerede sidder varetægtsfængslet.

De to mænd røg bag tremmer ved et grundlovsforhør 17. marts, sigtet for 20 indbrud – alle sigtede i sagen er danskere.

Deres varetægtsfængsling udløber d. 12. maj, så det er formentlig af hensyn til en samlet fremstilling, at den 25-årige mand kun blev varetægtsfængslet til d. 12. maj.

De to første mænd blev anholdt d. 16.marts under en politiaktion mod fem adresser i Gilleleje-området samt en adresse i Hillerød. Under aktionen fandt politiet en masse tyvekoster af varierende art.

Ved anholdelsen af den 25-årige mand blev der igen fundet en række formodede tyvekoster.

– Politiet fandt en blandet landhandel med alt fra diamanter, Flora Danica-stel og sølvtøj til noget, som ikke har den store værdi, siger anklagerfuldmægtig Hanna Gjørtz Behrens til Frederiksborg Amts Avis.

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?