Østjyllands Politi efterforsker fortsat to anmeldelser om overfald begået i Risskov over en periode på godt to måneder.
Søndag d. 27. september blev en 24-årig kvinde skubbet omkuld ind i et buskads, da hun kom løbende ved Stationsgade i Risskov. Overfaldsmanden forsøgte at holde kvinden nede, men hun fik vristet sig fri og løb væk fra manden og fik tilkaldt politiet.
Natten til den 12. juli blev en 22-årig kvinde væltet omkuld, fastholdt og befølt i krydset mellem Solbakken og Rolighedsvej i Risskov. Kvinden fik ringet efter hjælp, og manden løb fra stedet.
Østjyllands Politi arbejder fortsat intensivt med efterforskningen af de to anmeldelser. På grund af deres geografisk nærhed ser politiet naturligvis på, om der kan være en sammenhæng imellem sagerne.
I forlængelse af politiets efterlysning af vidner til episoden fra i søndags, hvor en kvinde blev overfaldet ved Riis Skov, har vi modtaget flere henvendelser – herunder fra nogle, der har følt sig utrygge, uden der dog er sket noget eller de er blevet kontaktet af nogen.
En af henvendelserne er kommet fra en kvinde, som tidligere på måneden omkring Dronning Margrethes Vej har haft en ubehagelig oplevelse på Trøjborg, hvor hun følte sig forfulgt. Politiet ser naturligvis også på denne henvendelse og har talt med pågældende kvinde, men det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt der er en sammenhæng.
“Vi er meget opmærksomme på den utryghed, som de to sager har skabt i området. Vi er i fuld gang med efterforskningen og vil være synligt til stede med ekstra patruljer i området henover de næste dage. Vores råd til folk i området er, at de skal fortsætte med deres hverdag, som de plejer. Vi opfordrer til, at man er opmærksom, og hvis man føler sig utryg ved at gå alene, kan man lave aftaler med bekendte om at følges flere sammen. Hvis man ser eller oplever noget mistænkeligt, skal man ringe til politiet,” siger efterforskningschef hos Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.
Østjyllands Politi er desuden blevet opmærksomme på, at en gruppe personer i privat sammenhæng overvejer at lave, hvad de selv kalder en ‘patruljegruppe’.
“Selv om vi har fuld forståelse for oplevelsen af utryghed, så fraråder vi på det kraftigste, at man opretter noget, der minder om private vagtværn. Det er politiets opgave at sørge for sikkerheden i området, og det er også os, der har kompetencer, midler og hjemmel til at håndtere evt. gerningspersoner. Selv om intentionen er god, kan et værn af denne type også have den modsatte effekt på trygheden,” siger efterforskningschef Flemming Nørgaard.
Politiet vil fortsat meget gerne høre fra vidner til både overfaldet på Solbakken/Rolighedsvej og på Stationsgade.
I den første sag var politiet ude med et signalement af den formodede gerningsmand. For ikke at udelukke vidner, der kan sidde med vigtig information, har Østjyllands Politi valgt ikke at gøre det i forbindelse med den anden sg. Det kan være vanskeligt at lave præcise signalementer i mørke, og relevant information kan derfor kan gå tabt, hvis det ikke passer på et udsendt signalement.
Kontakt politiet på telefonnummer 114, hvis du har oplysninger til de to sager.