Politiet efterlyser morder: Deler lydfil af overfald i håb om hjælp

Charlotte Asperud
Charlotte Asperud. Foto: Privat.

GRIBSKOV: Nordsjællands Politi beder om hjælp til at finde ud af, hvad der skete i forbindelse med den nylige drabssag i Tisvildeleje. Politiet deler her både billede og en lydfil fra selve overfaldet i håb om at få flere henvendelser.

RELATERET LÆSNING: Overlevede ikke sine skader: 58-årig kvinde død efter overfald

Det dødelige overfald på den 58-årige kvinde skete natten til tirsdag den 30. april 2019 omkring  02.45 i hendes hjem på Aspevej 3 i Tisvildeleje. Her brød en ukendt gerningsmand ind af et vindue og overfaldt Charlotte Asperud, som formodentlig lå og sov, da indbruddet skete. 

Nordsjællands Politi undersøger stadig flere mulige motiver til overfaldet, og som en del af efterforskningen forsøger man at fastlægge Charlotte Asperuds færden i ugen op til overfaldet. Derfor har Nordsjællands Politi nu besluttet at offentliggøre navn og billede af Charlotte Asperud samt en lydfil fra overfaldet, hvor gerningsmandens stemme høres. 

– Vi vil meget gerne høre fra borgere, som har set eller kender Charlotte Asperud fra andre sammenhænge. Det kan være borgere, som har set Charlotte Asperud enten alene eller i selskab med andre, både i lokalområdet og andre steder, siger efterforskningsleder Henrik Gunst, politikommissær i Nordsjællands Politi og fortsætter:

– Vi håber også, at der er nogen, som kan genkende gerningsmandens stemme og vil kontakte os med oplysninger om, hvem det kan være.

Taler med dialekt
En analyse af gerningsmandens stemme viser, at der er tale om en voksen mand, som taler med en dialekt, der typisk tales i Københavnsområdet og Nordsjælland.

Charlotte Asperud var læge og arbejdede som bagvagt på akutmodtagelsen på Hillerød Hospital og havde endvidere vagter i Sundhedshuset i Helsingør samt på akutmodtagelsen på Frederikssund Hospital. Hun var engageret i aktiviteter for beboerne i Tisvildeleje og aktiv motionsløber i området.

Charlotte Asperud er i månederne op til drabet på sin bopæl set i selskab med en skaldet mand med briller. Denne mand vil Nordsjællands Politi gerne høre fra. 

Hør lydfil fra overfaldsmand

**OBS: Nogle læsere tror at de hører to stemmer i lydfilen – det er ikke tilfældet fastslår Nordsjællands Politi. Der er klippet i lydfilen så man kun hører gerningsmanden og ikke ofret, og det er formentlig dette som udløser forvirringen.**

Nordsjællands Politi vil også gerne høre fra borgere i Tisvildeleje, som har set eller hørt noget mistænkeligt eller noget, som ikke passer ind i det normale hverdagsbillede samt fra borgere, som har oplevet vindueskiggere, haft indbrud eller forsøg på indbrud, som de endnu ikke har anmeldt.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Politiet har desuden offentliggjort en lydfil, hvor man kan hære gerningsmanden flere gange bede offeret om at lægge sig ned på maven.

Lydfil kan høres via dette link

Nordsjællands Politi har været i tæt dialog med Charlotte Asperuds nærmeste pårørende forud for offentliggørelsen af hendes navn og billede. Charlotte Asperuds pårørende er tillige orienteret om offentliggørelsen af lydfilen.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?