Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Politiet indfører skærpet strafzone omkring Brøndby Stadion

BRØNDBY: For at hindre vold, hærværk og uroligheder ved en fodboldkamp på torsdag indfører Københavns Vestegns Politi en skærpet strafzone i området omkring Brøndby Stadion. Strafzonen gælder fra torsdag den 4. august klokken 10.00 til fredag den 5. august 2022 klokken 04.00 og betyder, at straffen kan stige til det dobbelte for visse typer kriminalitet begået i zonen.

Københavns Vestegns Politi indfører den midlertidige skærpede strafzone for at forebygge utryghedsskabende kriminelle handlinger før, under og efter den kommende UEFA Europa Conference League fodboldkamp mellem Brøndby IF og FC Basel på Brøndby Stadion torsdag kl. 20.30.

En skærpet strafzone medfører, at visse former for kriminalitet – fx vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden – begået i zonen kan straffes med op til dobbelt straf.

”Vi arbejder hårdt for, at fodboldkampe bliver en hyggelig sportsbegivenhed. Desværre er vores erfaring, at nogle kampe forvandler et område, som er fredeligt til daglig, til en konfliktzone, fordi visse fangrupperinger aktivt søger konfrontationer, vold og uroligheder, og til kampen på torsdag kommer der efter vores vurdering risikofans fra ude- og hjemmehold med dertil hørende risiko for vold og ballade,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi.

Ved den seneste UEFA Europa Conference League fodboldkamp på Brøndby Stadion torsdag den 28. juli kom det til voldsomme uroligheder inde på stadion under selve kampen og uden for bagefter. Politiet måtte flere gange skride ind med magt, to betjente måtte på skadestuen, og langt flere blev udsat for vold og kasteskyts.

Første gang med skærpet strafzone ved fodboldkamp
Politiloven giver politiet mulighed for at udpege et afgrænset område som skærpet strafzone, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i væsentlig grad skaber utryghed for de borgere, der bor og færdes i området, og zonen kan være med til at genskabe trygheden.

Det er første gang, politiet indfører en skærpet strafzone i forbindelse med en fodboldkamp:

”Vi vurderer, at en skærpet strafzone vil være med til at skabe tryghed for beboere i området, fredelige familier og tilskuere, som skal til denne fodboldkamp, og hindre uroligheder, vold og ballade,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen.

I zonen kan vold mod tilskuere, frivillige stewards på stadion og politiet med videre straffes med op til det dobbelte.

Politiet kan indføre skærpet strafzone
Ifølge Politilovens § 6a kan politiet i en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område, hvor straffen for en række straffelovsovertrædelser ifølge straffelovens § 81c kan forhøjes til dobbelte.

Det drejer sig blandt andet om vold og legemsangreb, trusler, hærværk, brandstiftelse samt vold og trusler mod tjenestemand, deltagelse i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden.

Her gælder zonen
Den skærpede strafzone gælder på stadion og et område omkring stadion afgrænset af Park Allé, Motorring 3, Holbækmotorvejen, Bygaden, Præstegårdsvej, Seminarievej, Bygaden og Park Allé.

Se kort over den skærpede strafzone omkring Brøndby Stadion

Lov om politiets virksomhed
§ 6 a. Politiet kan for en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område (skærpet straf-zone), hvor straffelovens § 81 c finder anvendelse.
Stk. 2. Udpegning af en skærpet straf-zone efter stk. 1 kan ske, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af en skærpet straf-zone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum, som beslutningen gælder for.

Straffeloven
§ 81 c. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs §§ 119, 123, 132 a, 132 b, 134 a og 181, § 244, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 266, § 285, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, og §§ 288, 291, 293 og 293 a eller i lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive og blankvåben, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed.
Stk. 2. Ved fastsættelse af straf for lovovertrædelser, som ikke er omfattet af stk. 1, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen er begået i en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed og er egnet til at skabe utryghed i denne zone.

Seneste nyheder:

Tip os!

Powered by Vejreti.com