En række hærværk med kanonslag præger Politirapporten, og ikke mindst flere indbrud rundt om i Gribskov i weekenden.
Bagrude smadret på bil
GILLELEJE: På Vandværksvej har en parkeret Ford Galaxy været offer for en ukendt gerningsmands onde lune, i tiden mellem fredag aften kl. 20.00 og frem til lørdag morgen d. 3. januar kl. 06.00. Bagruden på den parkerede bil er blevet smadret med en sten i et meningsløst hærværk.
Groft hærværk med kanonslag
GRÆSTED: På Breddammen blev der lørdag aften ved 22-tiden forøvet et voldsomt hærvæk af en eller flere gerningsmænd. En postkasse samt en skraldespand blev fuldstændig ødelagt af kraftige kanonslag. der er pt. ingen mistænkte i sagen.
Postkasse sprængt i stykker
GRÆSTED: På Dønnevældevej er en postkasse sprængt i stumper og stykker af en ukendt hærværksmand. Sprængningen af den forsvarsløse postkasse skete mellem lørdag formiddag kl. 11.00 og frem til søndag morgen kl. 09.00.
25-årig spritbilist i soloulykke
HELSINGE: En 25-årig mand fra Helsinge forulykkede mandag morgen i hvid VW Up i en soloulykke på Topstykket i Birkerød, hvorfra der blev slået alarm til 1-12 om uheldet kl. 07.35. Kort før ulykken fik politiet flere anmeldelser om vild kørsel i en hvid VW Up på Hillerød Motorvejen, som bla. kørte slalomkørsel i det nordgående spor ved Farum. Kort efter indløb alarmen så fra Topstykket, hvor netop en hvid VW Up var forulykket. Den 25-årige mand stak af fra uheldsstedet, og det viste sig der var en god grund til hans flugt, idet han var påvirket af spiritus og desuden frakendt kørekortet. Politihundene kunne han dog ikke skjule sig for ret længe, og han blev anholdt kort efter. Den 25-årige mand blev anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med ind til udtagelse af en blodprøve. Han er desuden også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Sølvtøj og smykker stjålet
HELSINGE: På Parkvænget har en indbrudstyv været på spil mellem d. 21.december og d. 02. januar. En terassedør er blevet opbrudt, og tyven har stjålet en række smykker, herunder en guldblads broche, en række sølvtøj i form af skeer, knive og gafler i både to-tårnet og tre-tårnet, et armbåndsur og en række yderligere effekter.
Elektronik stjålet i Birkely
HELSINGE: Mellem kl. 10.00 og 17.03 blev der fredag begået indbrud i en villa på Birkely, her kom tyven ind ved at opbryde et stuevindue. Det er lykkedes for tyven at stjæle en sort iPad, en bærbar PC’er af mærket Acer og diverse guldsmykker.
Pengeskab opbrudt i Birkely
HELSINGE: Et andet sted i Birkely slog formentlig samme gerningsmand til mellem kl. 13.00 og 18.00, ligeledes fredag. Her blev en havedør opbrudt, og der er stjålet omkring 10.000 kroner fra en orange sparegris, samt et ukendt beløb i euro og thailandske baht. Tyven havde også held med at opbryde et mindre pengeskab, hvorfra der er stjålet en række smykker og et OTIS herreur med hvid skive og brun læderrem.
Designermøbler stjålet fra sommerhus
TISVILDE: En tyveknægt med smag for designermøbler har aflistet en rude i et fritidshus på N. P. Nielsens Vej i tiden mellem d. 20. december og lørdag d 3. januar. Indbrudstyven har stjålet en Siemens vaskemaskine, en Siemens indbygningsovn samt fire Arne Jacobsen-stole, formentlig af modellen ‘Syv’eren’
/AA