Prognose: Antallet af kvoteflygtninge tredobles i forhold til 2014

Gribskov: Kommunen forventer i år op til tre gange flere kvoteflygtninge, op til 297 i alt, til Gribskov i forhold til 2014-kvoten. Trods tilgangen beretter jobcenter og kommunens Integrationsteam om succes med at få flere og flere asylmodtagere i arbejde og uddannelse.

Antallet af flygtninge som i disse år søger til koldere himmelstrøg på jagt efter humane levevilkår er støt stigende. Tilgangen smitter af på antallet af kvoteflygtninge til Gribskov Kommune, der i sidste kvoteperiode (som løber fra marts til februar, red) stod til at modtage 53 og som endte perioden med godt 100 kvoteflygtninge. I indeværende forventer kommunen at modtage op til 297 voksne og børn samt senere tilkomne familiemedlemmer.

Den officielle kvote er noget lavere end 297. I perioden fra marts 2015 til februar 2016 er kommunen forventet at skulle huse 119 flygtninge.

Ifølge en prognose er antallet af flygtninge i perioden potentielt 297, oplyser kommunen, der inkluderer en række uafklarede familiesammenføringssager fra 2014 og en ukendt mængde ansøgninger om sammenføring.

En kvoteflygtning er betegnelsen for en flygtning som har modtaget midlertidigt asyl, og derfor ikke længere skal opholde sig i et asylcenter. Stigningen i antallet af flygtninge skyldes særligt urolighederne i Syrien og andre mellemøstlige lande.

Boligkvaler
297 flygtninge er på pariret ikke meget, når man for eksempel sammenligner med kommunens samlede indbyggertal på godt 40.000. Kommunen og borgmesteren frygter da heller ikke for udgiften, som er dækket ind af tilskud og udligningsordninger.

Antallet af flygtninge bærer dog alligevel problemer med sig. Familierne skal kunne tilbydes permanente boliger, og selv om de fleste ankommer til landet alene, er der ingen der ved, hvor mange børn og ægtefæller der kommer via senere familiesammenføringer, eller hvor stort boligbehovet bliver for de enkelte familier.

– Den store usikkerhed om familiestørrelserne gør udfordringen med at finde boliger større. Konkret betyder det, at en del familier må indkvarteres i midlertidige boliger, mens de venter på en bolig, som passer til familiens størrelse, oplyser kommunen til Arbejdsmarkeds-udvalget.

Opgaven med at finde midlertidige boliger varetages af Jobcenteret, der oplyser, at der her desuden bruges forholdsvist mange mandetimer på at løse opgaven.

Målrettet jobindsats
Trods usikkerheden i boligsituationen oplever kommunens Integrationsteam succes med at få flygtningene videre i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.

Temaet har haft gang i en særlig indsats siden oktober 2014.

– Og trods den korte tidshorisont er 23 personer (ud af i alt 147 i aktivt integrationsforløb, red.) nu kommet i gang med uddannelsesforløb eller tilbud rettet mod arbejdsmarkedet. Det er forventningen, at antallet vil stige væsentligt i det kommende år, forklarer teamet til kommunen og politikerne.

Alle flygtninge som ankommer til kommunen skal desuden modtage danskundervisning på et niveau, der passer til de kundskaber de ankommer med. Sideløbende samarbejder Integrationsteamet med sagsbehandlere på rådhuset og i jobcentret med at afklare flygtningenes erfaringer og uddannelsesniveau.

Virksomheder hjælper til
Kommunen har også succes med at få kvoteflygtninge ud på arbejdsmarkedet. Jobenteret beretter om stor imødekommenhed fra både private og offentlige virksomheder i kommunen. Kommunen forventer i det lys, at resultaterne vil forbedre sig løbende i 2015 efterhånden som organiseringen og arbejdet falder på plads.

Kommunens frivilligcentre for også ros.

– Frivilligcentrene yder en stor indsats i forhold til at understøtte flygtninges integration i Gribskov Kommune, oplyser kommunen og peger på blandt andet Vennetjenesten, som har til opgave at koble en værtsfamilier med flygtningefamilier.

Kommunen har pt. 10 familier tilknyttet Vennetjenesten med plads til flere, såfremt andre familier i kommunen gerne vil bidrage.

Du kan læse mere om kommunens integrationsarbejde her: Notat om integrationsarbejdet i Gribskov Kommune, februar 2015.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?