HILLERØD: Af ukendte årsager havde en kvinde set sig sur på en knallert på Løngangsgade – og satte ild til den.
Falck’s brandkøretøjer i Hillerød og en politipatrulje rykkede tirsdag formiddag ud til Løngangsgade, hvor der var brand i en knallert.
Knallerten blev fuldstændig ødelagt ved branden, som blev anmeldt kl. 10.14. Ilden blev hurtigt slukket med en højtrykker fra brandsprøjten, men knallerten kommer næppe ud at køre igen.
Heldigvis var opklaringsarbejdet forholdsvist nemt for betjentene, området er videoovervåget og gav et klokkeklart billede af gerningsmanden – en 44-årig kvinde.
– Hun var så psykisk uligevægtig at hun blev indlagt på ‘farlighedskriteriet’ på psykiatrisk hospital, siger Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
Hvorfor kvinden satte ild til knallerten er endnu ukendt.