Gilleleje: Pyramidens Musikcafé er efter et års pause klar til at åbne dørene igen. Der er kommet ny formand, og en række ildsjæle er klar til at give cafeen et tiltrængt løft.
Pyramidens Musikcafé har holdt en længere pause, men genopstår i en noget forkortet version. Den nye formand er Kaj Rafn, – som er den oprindelige initiativtager og formand, der for år tilbage holdt Pyramidecafé i Det gamle Rådhus.
Foreningen har fortsat en række ildsjæle, der stiller op, sørger for kaffe og kage og går til hånde, men det er dog slut med det store frokostbord. Musikcaféen afkorter også åbningstiden til to timer, hvilket finder sted den sidste lørdag i måneden fra kl. 14-16.
Første musikcafe finder sted lørdag, den 24. september, kl. 14-16 i Sognegården ved Gilleleje Kirke. Efterfølgende aftener holdes fra d. 29. oktober, helt som i gamle dage, i Det gamle Rådhus på Vesterbrogade 54.
Der er plads til ca. 50 personer, og deltagelse koster 20 kroner samt en tyver for kaffe/kage.
Programmet
14-14.30: Syng med fra Højskolesangbogen med pianist Kristine Thorup ved klaveret.
14.30-14.45: Kaffepause.
14.45-15.15: Line Rafn optræder med sang og klaverspil sammen med tre elever.
15.15-15-45: Frank og Nellie Samuelsen samt Tom og Lone fra Visens venner spiller og underholder.
15.45: Afsluttende sang: ” Det var alt, vi havde for i dag…”