Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Redningsaktion: Heste styrtet i ‘bundløst’ hul i Gribskov

ESBØNDERUP: Lørdag eftermiddag gik det galt for to ryttere i Gribskov, der var tale om en dansk og en svensk rytter som begge deltog i TREC-stævnet som i denne weekend afvikles i Græsted og som bedst kan beskrives som hestesportens svar på et triatlon. 

Danmarks største TREC-stævne afholdes i denne weekend på Eventpladsen ved Fredbogård i Græsted, herfra udspringer der en række udfordringer og det var i forbindelse med stævnet at rytterne bevægede sig ud i skoven – og to af dem fik en ubehagelig oplevelse med hjem.

Lørdag eftermiddag omkring kl. 16.25 blev der slået alarm om dyreredning, idet en dansk rytter og en svensk rytter begge var styrtet ned i et ‘bundløst’ mudderhul, og hestene sad nu begge uhjælpeligt fast.

Dyreredningsgruppen fra Frederiksborg Brand og Redning i Helsinge blev sendt afsted til stedet med assistance fra HSE’en fra Hillerød således at der var ialt fire reddere og en indsatsleder fremme på stedet kort efter. Redderne fik også støtte af en dyrlæge som kom ud og hjalp til på uheldsstedet.

Det er ikke sjovt eller sundt for en hest at sidde fast i det iskolde vand, og at hjælpe et fanget dyr er absolut ikke ufarligt. (Foto: Allan Andersen)

Redderne fik i løbet af små 45 minutter den første hest op på fast grund igen, denne var en hest på omkring 550 – 600 kilo og her var såvel hest som rytter fra Sverige.

Det næste problem blev så den lidt mindre hest/pony på omkring 350-400 kilo, idet den sad grundigt fast. Hele bagparten var suget ned under overfladen, og for at give stabilitet blev der lagt en masse halm ned i hullet ligesom det også blev presset ned omkring hesten.

Her fik redderne med flere civiles hjælp lagt trækseler ned under hesten, og så begyndte det møjsomme arbejde med bid for bid at få hesten op uden at den kom til skade. 

Efter en indsats tæt på 1½ time lykkedes missionen, et træk på det rigtige tidspunkt og en kraftanstrengelse fra hesten selv fik den op på kanten af hullet hvor den lige lå og sundede sig i nogle minutter, før den fik kæmpet sig op på alle fire ben igen.

Her er hesten netop lige kommet fri af hullet, og skal lige sunde sig før den kommer op at stå. (Foto: Allan Andersen)

Der var vild jubel og glæde, da begge heste var kommet i sikkerhed på fast jord og umiddelbart ser det ud til at begge dyr klarede den traumatiske tur ned i mudderhullet uden direkte fysiske skader.

Dyrene kan dog risikere feks. nyreslag efter den iskolde tur, men det er en lille pris at betale for en tur som nemt kunne have kostet liv for såvel ryttere som heste.

Det viste sig på stedet at det lumske hul var en del af en gammel vandkanal, her havde der dannet sig en tynd jordskorpe ovenpå den opløste jord og div planter havde fået det til at ligne god fast skovbund.

Sådan – de glade redningsmænd, fem reddere og Dyrlæge Kiwa Riis-Olesen, Hillerød Heste dyrlæger, kan her slappe af og smile efter en veloverstået redning af de to nødstedte dyr. (Foto: Allan Andersen)

Seneste nyheder:

Tip os!