Det gik alt for hurtigt for alt for mange mandag eftermiddag, det viste en hastighedsmåling, som en af politiets målebiler fra den automatiske trafikkontrol gennemførte mellem klokken 14.36 og 20.00 på Sydmotorvejen ved Guldborgsundtunnelen.
I det tidsrum var der 3.351 trafikanter, der kørte forbi målevognen, men ikke færre end 329 af dem kørte hurtigere end de 90 km/t, der er tilladt på strækningen, og blev blitzet.
Oven i købet havde 41 trafikanter så meget fart på, at de nu står til et klip i kørekortet.
Dagens hurtigste trafikant blev endda målt til at køre 137 km/t.
Måske var der tale om bilister, der var på vej på ferie, som nu får en ærgerlig feriehilsen fra politiet, og det havde måske været sjovere at bruge pengene på en masse ekstra is?