ESBØNDERUP: Lige ved gadekæret på hovedvejen gennem Esbønderup kommer man pludselig til en kryds. Midt i krydset er en rund forhøjning. Kommunen kalder det en rundkørsel. Borgerne i Esbønderup kalder den for farlig.
I krydset midt på hovedgaden i Esbønderup er en rundkørsel. Helt nøgternt er det en forhøjning lavet af brosten, men ikke desto mindre en rundkørsel.
Da rundkørslen blev bygget for år tilbage, var det meningen, at rundkørslen bl.a. skulle sørge for at bilister sænker farten.
Men rundkørslen er måske mere til gene end til gavn. For bilisterne kører ikke rundt i rundkørslen, de kører over den, eller drejer af uden at køre rundt i den.
I en Facebookgruppe for borgere i Esbønderup kan læses flere opslag af frustrerede borgere, som ikke mener at rundkørslen virker efter hensigten. Netop fordi flere bilister ikke kører hensigtsmæssigt rundt i rundkørslen.
I en rundkørsel er der ubetinget vigepligt, men det kan være svært at navigere i, hvis nogle bilister ikke overholder færdselsloven, og ikke kører rundt om forhøjningen.
Desuden har flere borgere observeret at bilister ikke sænker farten, som ellers var hensigten med rundkørslen.
Derfor opfordrer borgerne til, at hvis man kører gennem hovedgaden i Esbønderup, at man overholder fartgrænsen på 30-40 km i timen, samt kører rund i rundkørslen, og ikke over den.