Artikel

Sæler generet af badegæster på strand i Bellevue

Nordsjællands Politi modtog søndag eftermiddag og tidlig aften flere anmeldelser om to babysæler, som lå på stranden ved Bellevue. Ifølge en anmelder var flere henne for at klappe de små sæler, som var omringet og derfor ikke kunne trække væk fra stranden.

Samtidig meddelte en anden anmelder, at der var så mange strandgæster ved Bellevue, at mor-sælen ikke kunne komme ind til ungerne.

Livredderne på stranden opsatte en afspærring omkring de små sæler, men denne blev ikke respekteret af badegæsterne. Da livredderne gik hjem, påtog flere lokale sig tjansen at skærme for sælerne på stranden, og få andre mennesker til at holde afstand.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse skal man altid lade være med at gå tæt på sæler, selvom de både kan se søde og venlige ud. Tværtimod skal man give dem ro og holde rigtig god afstand.

Giv sælungerne ro, når du møder dem på stranden
Hvert år vækker sæler på de danske strande stor opmærksomhed blandt strandgæster. Især synet af en sælunge, der ligger alene på kysten, kan give anledning til bekymring. I 2022 modtog Dyrenes Beskyttelse i alt 1.156 opkald om sæler til Vagtcentral 1812. Langt de fleste henvendelser kom i sommermånederne juni, juli og august, hvor sælungerne bliver født.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er det dog sjældent, at sælerne reelt er i nød. Antallet af opkald er steget gennem de seneste ti år, men det skyldes primært, at flere danskere i dag ved, hvor de kan henvende sig, hvis de er bekymrede for et dyr. Det er ikke et udtryk for, at flere sæler har brug for hjælp.

Sælunger er ofte alene – men ikke forladt
I juni og juli er det normalt, at sælunger ligger alene på stranden i kortere perioder. De kan midlertidigt være adskilt fra deres mor, som er ude at skaffe føde. I de fleste tilfælde finder mor og unge hinanden igen, hvis de får ro.

Den største risiko for en sælunge opstår, når mennesker kommer for tæt på. Sæler er meget følsomme over for menneskelig tilstedeværelse, og hvis der opholder sig mennesker omkring ungen, kan moderen blive skræmt væk og undlade at vende tilbage. Dermed øges risikoen for, at ungen bliver permanent efterladt.

De første uger er afgørende
En sælunge passes udelukkende af sin mor i tre til fire uger. I denne korte periode skal ungen fordoble eller endda tredoble sin vægt for at have de bedste chancer for at overleve. Det kræver, at den får alle sine måltider og ikke stresses unødigt. Ro og afstand er derfor afgørende.

Hvornår er der brug for hjælp?
Hvis en sæl har synlige skader, virker meget afkræftet eller sidder fast i net eller affald, kan den have brug for menneskelig hjælp. I disse tilfælde skal Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral kontaktes.

Sådan skal du forholde dig, hvis du ser en sæl på stranden:

  • Rør ikke sælen, og hold god afstand.
  • Har den synlige skader, tag et hurtigt billede og træk dig derefter væk.
  • Kontakt Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812 og send billedet.
  • Vagtcentralen vurderer, om sælen er i nød, og om der skal sættes en indsats i gang.

Ved at holde afstand og give sælerne ro kan strandgæster være med til at sikre, at både sælunger og voksne sæler får de bedste betingelser for at klare sig selv i naturen.

Din digitale lokalavis for hele Nordkysten

Sponsorerede artikler