Sæsonstart på Ramløse Mølle

Ramløse: Søndag den 19. juni indeleder Ramløse Mølle sæsonen. Det sker ved en fejring af Dansk Mølledag. 

Dansk Mølledag er den nationale festdag, hvor mere end 100 vand- og vindmøller lukker porten op for publikum. Målet med dagen er at skabe opmærksomhed om vore gamle vand- og vindmøller for at øge forståelsen for bevarelsen af denne del af vor kulturarv.

Ramløse Mølle holder åbent på dagen, d. 19. juni, fra kl. 12 til 16. Her vil møllesvendene stå klar til at tage imod gæster og indvie dem i den gamle mølles hemmeligheder.

Hvis vind og vejr tillader det, vil møllen blive sat i gang, så der kan males mel. Desuden får børnene mulighed for selv at male en lille portion mel på møllens to håndkværne.

I gæstgiveriet vil der være mulighed for at købe og smage hjemmelavede mølleboller til en kop kaffe eller te samt vand eller saftevand. Mølleforeningen håber selvfølgelig på godt vejr, så gæsterne kan slå sig ned i græsset på de nyindkøbte tæpper.

Derudover vil der være mulighed for at besøge bødker-, urmager-, skomager- og kobbersmedeværkstedet i håndværksmuseet.

Ole Nemmings gamle Ferguson traktor er også med i år, tillige med den over 100 år gamle fastvogn, som Mølleforeningen har erhvervet i Assens på Fyn. Effekterne er opstillet for at vise, hvordan man engang bragte korn og mel til og fra Møllen.

Der er gratis adgang til alle seværdighederne.

Ny publikumsattraktion
Som noget nyt vil der i det gamle bødkerværksted være videoklip af, hvordan den sidste bødker i Helsinge, Arne Christian Heintz, i sin tid arbejdede på sit værksted. Video og apparatur til fremvisning er velvilligt stillet til rådighed af Gribskov Stads- og Lokalarkiv.

 

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?