– Hvis man under et samleje skifter til en anden stilling eller form for sex, så skal man sikre sig, at den anden også vil være med til det. Det kan være, at man pludselig skifter fra vaginal- til analpenetration, eller at samlejet bliver voldsomt i form af lussinger og halsgreb, lyder et råd fra Københavns Politi.
Københavns Politi ser mange misforståelser omkring, hvad samtykke til sex er, og hvornår man har fået det.
Politiet ser en del eksempler på, at man pludselig under et samleje, hvor der er samtykke, skifter til andre typer af sex, som den anden ikke har lyst til. Det er vigtigt, at man under hele samlejet sikrer sig, at den anden part, har lyst til det samme. Ellers kan det have store konsekvenser for begge parter.
Del endelig opslaget, og tal med dine venner eller børn om det, så færre får deres grænser overtrådt eller kommer til at overskride andres.