Sankt Helene efter computer-stop: Nu leger børnene igen

GRIBSKOV: Der var ikke mange glade miner blandt børnene, da pædagogerne for første gang sidste efterår fortalte ungerne i Skt. Helene Børnehus og FO, at det var slut med mobiler og tablets. I dag er stemningen dog en helt anden.

Line Kjøller, daglig leder i Sankt Helene Børnehus, har svært ved at skjule gløden i stemmen, da hun bliver spurgt til, hvilken forskel det gjorde, da hun og de andre pædagoger sidste efterår besluttede at sige nej til ungernes evige spillen og socialisering på nettet.

Forbuddet blev så vellykket, at børnehusets personale nu har brugt en weekend på at arbejde på en decideret skærmpolitik, der gælder alle de unge og på alle afdelinger.

Vi har sat den daglige leder i huset i stævne for at høre mere til planerne og hendes erfaringer med at sætte en stopper for computerspillene.

Relateret læsning: Så er det nok, unger: Sankt Helene Børnehus indfører skærmpolitik

Hej Line. Hvordan reagerede børnene, da de fik at vide sidste efterår, at de ikke længere måtte tage deres telefoner og Ipads med?

– Der gik tre fire dage, hvor de mukkede lidt, men men de vænnede sig lynhurtigt til det, og nu er de vildt glade. Vi skal kunne tilbyde dem noget andet, så der ikke opstår et tomrum.

I arbejder jo pt. på at lave en skærmpolitik for hele institutionen. Hvad kommer sådan en til at rumme?

– Noget af det vi gerne vil undgå er en masse ‘ikke’r og ‘det må du ikke’r. Vi vil rigtig gerne være nysgerrige på, hvad det er som børnene gerne vil. Nogle af de store drenge er optagede af at spille Fortnite (et computerspil, red.), og det ved de godt, at det skal de ikke hos os. Men hvad kan vi så ellers tilbyde dem? Det er spørgsmålet.

Og hvad kan det være?

– Vi har blandt andet tanker om at købe nogle nerfguns så vi kan lave nogle spil, der minder lidt om Hunger Games. Vi kan også se, at vores rollespilsdage bliver mere og mere eftertragtede.

Rollespilsdage?

– Ja, hver fredag og det er med udklædning og det hele. I fredags var der i hvert fald 20 unger, der løb rundt sammen med et par voksne. Vi har også en beachbuggy-bane, som de er helt vilde med og ræser på uanset om det er regn og slud.

Der er vel stadig en masse unge, der ikke er til at hive væk fra computeren? Hvordan kan i konkurrere mod spil som Fortnite og Counter Strike hjemme på PC’eren?

– En del af tanken bag det her er, at vi gerne vil samle os med forældrene. Vi har allerede snakke med forældrene til børn, der går tidligt hjem, hvor vi spørger dem, om de er opmærksomme på, at deres barn ikke kommer i FO’en, og vi taler med ungerne og spørger dem, om forældrene godt ved, at de ikke kommer i FO’en. Og så sker det tit, at de får røde ører og aftaler at komme næste dag.

Hvad hvis forældrene ikke vil samarbejde?

– Det vil de rigtig gerne. De er selv så frustrerede over det. Da vi i efteråret indførte telefonforbuddet i mellemtrin 2 og senere i indskolingen, så fik jeg omkring 25 mails fra forældre med tak for at gøre det.

Forældre søger opbakning
Hvad er de så taknemmelige over? Kunne de ikke bare selv sige til deres børn, at det er slut med mobiler i FO’en?

– Nej, for forældre er ikke ens. På sidste forældremøde i efteråret sagde en mor for eksempel, at kammeraterne ikke gider lege hos deres barn, hvis de ikke må spille computer hos dem. Så forældrene vil rigtig gerne være med til at sætte nogle retningslinjer op, men de har også brug for et fælles forum, hvor de kan lave aftalerne sammen, så de ikke står alene.

Hvad hvis nogle forældre insisterer på, at deres børn skal have Ipads med?

– Så langt har jeg ærlig talt ikke tænkt. Jeg ved slet ikke, hvad argumentet skulle være for, at de skal have den med… Vi kan selvfølgelig lave nogle særlige aftaler, hvis der skulle være et særligt behov, for eksempel af helbredsmæssige årsager. Det er mere alt det som en tablet eller en mobiltelefon også kan bruges til: De spiller spil, tager fotos, chatter og går hovedløst ud på Youtube – alt samen noget vi ikke kan kontrollere.

De her ting er jo en integreret del af mange unges hverdag. Bliver det ikke svært at få dem til at forsage teknologien?

– Vi forsager bestemt ikke teknologien, og vi har da også en masse fede ting, såsom en Wii, interaktive gulve til de små og meget andet. Men vi har det sådan, at det skal bruges med et læringsafsæt. Det skal vi hele tiden have for øje. Og vi vil gerne have børnene tilbage på legepladserne.

Hvad var forandringen, da I indførte forbud mod mobiler?

– I mellemklassen kunne vi se i starten, at da de voksne gerne ville spille traditionelle spil som Ludo og Risk, så syntes de unge det var vildt mærkeligt. Nu elsker de det. Vi har også en moon-buggy bane, og den elsker de også og er ude på den hele tiden, uanset om det regner eller blæser. Det gælder bare om at tilbyde nogle gode alternativer.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?