GILLELEJE: En sejlbåd kom i havsnød, da den af ukendte årsager omkring kl. 15.30, pludselig tog vand ind. Lyngby Radio slog alarm, så mange både ilede til hjælp.
Den præcise årsag til at sejlbåden begyndte at tage vand ind, er endnu ukendt men det formodes at en søventil i bådens skrog er den skyldige.
Bådgruppen på Gilleleje brandstation blev alarmeret omkring kl. 15.30 om sejlbåden i nød, på det tidspunkt lå den ca. 3 sømil nord-vest for Gilleleje havn, og kunne ses på vandet udfor vandtårnet på Ved Skrænten i Gilleleje.
Flere både ilede til hjælp
Sammen med Falck’s redningsbåd, var flere sejlere også ilet mod stedet hvor den uheldige sejler ikke kunne starte sin motor på grund af vandet, ligesom det heller ikke var muligt at sætte sejl grundet vandindtrængen.
Derfor lå båden bare og vuggede hjælpeløst i vandet indtil lodsbåden ‘Poseidon’ og Falck’s redningsbåd nåede frem.
Slæbt ind i Gilleleje Havn
Den synkende båd blev herefter bugseret i lav fart af lodsbåden ‘Poseidon’ mens Falcks redningsbåd hjalp til med at holde båden nogenlunde i ro, mens der blev bugseret ind mod sikker grund.
Det blev besluttet at sejlbåden skulle slæbes ind til kajen ved sejlklubben, og her stod mandskab klar med en pumpe og en stor tank.
En behandlet i ambulancen
En kvinde fra sejlbåden blev under bugseringen pludselig meget dårlig, og blev hjulpet hurtigt ind til land hvor en ambulance ventede på hende.
Redningsfolkene måtte støtte kvinden som tydeligt var meget påvirket af situationen, både selve det at båden var sprunget læk, men også den ubehagelige bugsering bag lodsbåden.
Kvinden var dog helt uskadt, men var angiveligt blevet voldsomt søsyg og blev derfor behandlet af ambulancen på stedet.
Den havarerede sejlbåd ligger nu i Gilleleje Havn, hvor der arbejdes på at finde frem til lækken, som formodes at være en søventil, og få den lukket forsvarligt af.