HELSINGØR: Omkring 30 natureksperter har på et døgn registreret foreløbig 1.189 arter i den kommende Naturnationalpark Hellebæk. Blandt fundene er Danmarks mindste guldsmed, landets største edderkop og flere sjældne insekter.
Den kommende Naturnationalpark Hellebæk har vist sig at rumme en lang række sjældne og særlige arter.
Det står klart efter Nationalpark Kongernes Nordsjællands årlige bioblitz, hvor omkring 30 eksperter den 13. og 14. juni kortlagde dyr, planter og andre arter i området i samarbejde med Naturstyrelsen Nordsjælland og Team 10k.
Efter nogle ugers registrering på artsportalen Arter er eksperterne foreløbig nået op på 1.189 forskellige arter. Tallet ventes at nærme sig 1.200, da flere fund endnu mangler at blive identificeret og registreret.
Blandt fundene er både stor kejserguldsmed og dværgvandnymfe, der er henholdsvis Danmarks største og mindste guldsmed. Dværgvandnymfen er kritisk truet i Danmark og findes ifølge nationalparken kun ét sted i landet, nemlig ved vandhullet Fandens Hul i den kommende Naturnationalpark Hellebæk.
Også Danmarks største edderkop, Dolomedes Plantarius, blev registreret. Edderkoppen kan bevæge sig på vandoverfladen og dykke kortvarigt ned under vandet for at jage bytte. Derudover blev den lille tæppespinder Agyneta Mossica fundet. Den bliver omkring to millimeter lang og er hidtil kun kendt fra én anden lokalitet i Danmark.
Under aftenens lyslokning fandt eksperterne blandt andet snehvid birkespinder, en sjælden natsommerfugl med hvide vinger og orange og sorte aftegninger.
Unik blanding af naturtyper
Biolog Søren Ferdinand Hansen fra Naturstyrelsen Nordsjælland peger på, at artsfundene hænger sammen med områdets varierede natur.
“Den store artsrigdom og mange spændende fund viser, at vi i Hellebæk har en unik kombination af moser, søer, løvskove med gamle træer, store åbne græssletter og en masse overgangszoner mellem naturtyperne. Det er noget, vi skal vi passe på, og vi skal give naturen mulighed for yderligere at udvikle sig i de kommende år,” siger Søren Ferdinand Hansen i en udsendt pressemeddelelse.
Området ved Hellebæk og Teglstrup Hegn består blandt andet af moser, søer, løvskov med gamle træer, åbne græssletter og overgangszoner mellem forskellige naturtyper. Ifølge nationalparken giver det gode betingelser for en høj artsrigdom.
En bioblitz er en kortlægning, hvor eksperter registrerer så mange arter som muligt i et afgrænset naturområde på kort tid. Formålet er at give et øjebliksbillede af naturens tilstand og skabe mere viden om områdets biodiversitet.
Se den fulde liste over arter fra bioblitzen på Arter.dk. Tryk på “Se alle fund” over billederne af de se neste fund.
Børn fandt 106 arter på en time
Samtidig med eksperternes arbejde blev der afholdt en børnebioblitz, hvor familier deltog i artsjagten trods regnvejr.
På en time fandt børnene og deres voksne 106 arter. Blandt fundene var skovfirben, snog og næsehornsbiller. Børnene brugte udstyr fra nationalparkens grejtrailer og fik hjælp af eksperter til at identificere fundene.
“Vi inviterer nye generationer ind i bioblitzen, fordi børn ofte opdager arter, som voksne ikke ser. De leder i krat og buske, hvor voksne ikke kommer. Når vi blander voksne nørder med unge nørder, så får vi den allerbedste bioblitz på tværs af gene rationer,” siger Cæcilie Ryhl Olsson, naturvejleder i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, i den udsendte pressemeddelelse.
Nationalparkens årlige bioblitz og børnebioblitz vender tilbage i 2027.