SKAK: Nordkalotten vinder bronze i dansk topliga – nu venter Europa

SKAK: Meget var på spil, da Nordkalotten, Gribskovs største skakklub med base i Græsted, skulle gennem de afsluttende to runder i Skakligaen. De blev spillet den 25.-26. marts på Morten Børup Skolen i Skanderborg, og Nordkalotten kunne med en god indsats sikre sig en medalje i øverste række.

Efter at have gjort det godt i de indledende runder lå Skakklubben Nordkalotten på 4. pladsen i Skakligaen med samme antal matchpoint som Brønshøj – en klub holdet havde spillet uafgjort 4-4 med i 7. runde.

Nordkalotten kunne med en god afslutning sikre sig 3. pladsen i landet fineste række. Det krævede dog, at de scorede flere matchpoint end både Brønshøj og forfølgerne Århus/Skolerne og Hillerød – i de afsluttende to runder.

Nederlag til Øbro
Det startede mindre end positivt.

Lørdag havde Nordkalotten en på papiret overkommelig modstander, da nedrykningstruede Øbro fra København ventede.

Nordkalotten fik da også en fin start, da klubbens spillende træner og Stormester Jonny Hector udspillede unge Viktor Haarmark Nielsen i et kongeangreb, der gjorde at partiet kun varede 23 træk.

På trods af den gode start kunne Nordkalotten ikke bringe sig afgørende i spidsen og holdet stod tvivlsomt på flere brætter.

Holdene fulgtes ad til 2,5-2,5, hvor klubbens anden Stormester Stellan Brynell slog Mads Smith Hansen i et langt slutspil.

Sejren var derefter indenfor rækkevidde, men det kiksede dog til sidst, efter at Christian Jepson fejlede i et vanskeligt slutspil mod spanske Ruben Domingo Nunez. Og helt galt gik det, da Esben Ejsing, der ellers havde spillet et fremragende parti mod Niels Skou, satsede for meget i et slutspil med en bonde mere og blev fanget i et matnet.

Dermed sluttede matchen skuffende 4,5-3,5 med sejr til Øbro.

Sejr over Århus/Skolerne
Søndag gik det heldigvis langt bedre. Modstanderen var Århus/Skolerne, som dukkede op med en overraskelse i ærmet. Holdet havde i forhold til dagen før udskiftet deres på papiret dårligste spiller med tidligere topspiller Karsten Rasmussen, der for år tilbage var en af Danmarks stærkeste skakspillere.

Nordkalotten kunne dog nøjes med uafgjort 4-4, men det krævede at hverken Brønshøj eller Hillerød vandt deres matcher i sidste runde.

Med så meget på spil var det ikke overraskende, at matchen fik en forsigtig optakt, og inden to timer var gået havde både Jacob Sylvan, Esben Hove, Kåre Kristensen og Esben Ejsing spillet remis.

Det bragte stillingen til 2-2, og det så ikke synderligt positivt ud for Nordkalotten. Christian Jepson stod klart dårligst mod Karsten Rasmussen, mens Peter Jakobsen formentlig stod til tab mod Finn Pedersen. Jonny Hector havde et meget uklart parti mod Bjørn Møller Ochsner, hvor han havde ofret et tårn for en springer og en bonde, mens Stellan Brynell måske stod til gevinst mod Uffe V. Nielsen.

Efter omkring fire timer begyndte det dog at gå Nordkalottens vej.

Peter Jakobsen havde formået at spille sig ind i et dobbelt tårnslutspil som gav remis, mens Århus’ Karsten Rasmussen begik en stor fejl, der satte hans fordel over styr og et remis fulgte snart efter.

Uafgjort i sidste kamp nok
Stillingen var nu 3-3, og da Brønshøj og Hillerød ikke kunne få matchpoint i deres matcher, var uafgjort nok for Nordkalotten, der stadig havde to spillere i kamp.

Det blev Stellan Brynell, der sikrede det afgørende point. Det skete, da han sikkert vandt en fordelagtig stilling.

Og som kronen på værket, og selv om de ikke var nødvendigt, fortsatte Jonny Hector kampen for at realisere sin slutspilfordel, som efter ca. 5½ times spil endte i en sejr. Jonny Hector spillede en suveræn turnering og blev topscorer på 1. brættet i Skakligaen med 7 point af 9 mulige.

Bronzemedaljer hjem til Græsted
Med 5-3 sejren over Århus/Skolerne var bronzemedaljerne i hus. Det er nu tredje gang Nordkalotten vinder medaljer i Skakligaen. Klubben vandt også bronzemedaljer i sæsonen 2015/16 og sølvmedaljer i sæsonen 2016/17.

”Nordkalotten var kun seedet som nr. 8 af de 10 hold i Skakligaen, men en meget stærk holdfølelse og hårdt arbejde samt det fornødne held i et par afgørende situationer, banede vejen for bronzemedaljerne”, forklarer klubbens formand Martin Stampe Noer, som oplyser, at 3. pladsen kvalificerer Nordkalotten til Europa Cup’en, der spilles i Albanien til efteråret.

Danmarksmesterskabet blev som ventet et anliggende mellem de regerende Danmarksmestre Køge og hjemmeholdet Skanderborg. Skanderborg havde tidligere i turneringen vundet det indbyrdes opgør, men tabt til bundholdet Nordre på en dag da ca. halvdelen af holdet var fraværende af forskellige årsager. Da både Køge og Skanderborg vandt deres sidste to matcher, sluttede begge hold på 16 matchpoint, men Køge genvandt Danmarksmesterskabet på flere brætpoint end konkurrenten.

Slutstillingen i Skakligaen 

  1. Køge 16 mp 48,0 bp
  2. Skanderborg 16 mp 44,5 bp
  3. Nordkalotten 11 mp 37,5 bp
  4. Brønshøj 9 mp 38,5 bp
  5. Hillerød 8 mp 38,5 bp
  6. Århus/Skolerne 8 mp 37,5 bp
  7. BMS 8 mp 36,0 bp
  8. SK68 6 mp 32,0 bp
  9. Øbro 6 mp 26,5 bp
  10. Nordre 2 mp 20,5 bp

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?