Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Skibshallerne – nu med Jolle

GILLELEJE: Sæsonen står for døren i Skibshallerne i Gilleleje og allerede onsdag d. 17. april kan man komme til reception og præsentation af Museum Nordsjællands nyerhvervelse: ”Jollen fra Villingebæk”.

Jollen er givet af Niels Anker Nielsen, hvis far deltog i overfarterne, og restaureret med hjælp fra Skibsreder Jan Ferdinandsen. ”Jollen fra Villingebæk” er en af de få både i verden, der stadig eksisterer fra de hektiske dage i starten af oktober 1943, hvor mange hundrede jøder flygtede fra Gillelejeområdet til Sverige via joller og fiskerbåde.

Og nu kommer den på en velfortjent pension i Gilleleje, hvor den bliver indlemmet i udstillingen i Skibshallerne, som med øjenvidnefortællinger tegner et billede af forholdene i Gilleleje under de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943.

Præsentationen finder sted kl. 16 i Skibshallerne med adgang fra Østergade 20, Gilleleje. Kulturudvalgsformand Morten Ulrik Jørgensen holder åbningstalen.

Tag tilbage i tiden
Når man alligevel besøger Skibshallerne så kan man med fordel se udstillingen om oktober 1943. Her kan man komme tæt på fiskernes liv på Sjællands Nordkyst og følge fiskeriet helt tilbage fra middelalderen.

“De gamle åbne fiskerbåde giver en ide om det farlige liv til havs. I haven finder man to gamle fiskerhuse. I det ene mærker man historien, når man går rundt i stuer fra 1800-tallet og det andet rummer en skolestue fra 1920 samt to autentiske ferieboliger fra 1950 og 60’erne”, lyder det i oplægget fra museet, der også har en herlig frugthave, hvor man kan nyde en kop kaffe, te eller saftevand.

Åbningstiden i Skibshallerne er torsdag-søndag kl. 11-16 fra 18. april til 20. oktober 2019.

Seneste nyheder:

Tip os!