Slovakisk kvinde idømt fængsel og udvisning for bestandig i sag om indsmugling af amfetamin

Indsmuglingen blev opdaget af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og UKA Vest.

En 34-årig slovakisk kvinde er ved Retten i Sønderborg mandag blevet idømt seks års fængsel samt udvist for bestandig i en sag om indsmugling af en større mængde amfetamin via landegrænsen med henblik på videresalg.

Hændelsen fandt sted den 2. februar 2022, hvor den 34-årige kvinde kom kørende i en personbil ved Frøslev Grænseovergang.

Her blev køretøjet taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Indledningsvis viste Toldstyrelsens narkohund interesse for køretøjet. Og efterfølgende fandt tolderne 5,7 kilo amfetamin gemt i bilen, hvorefter kvinden blev anholdt.

Den 34-årige kvinde har under sagen erkendt indsmuglingen, ligesom hun modtog dommen.