‘Sød’ butik har fået ny ejer og har første åbningsdag torsdag

HELSINGE: I en tid præget af forretningslukninger i Helsinges gågade, tegner der sig nu en sød fremtid for byens indbyggere, da en af gågadens populære butikker endelig åbner for sæsonen og tilmed forventer at udvide sine åbningstider.

Slik- og isbutikken ‘Det søde hjørne’ har længe været en uundværlig del af Helsinges gågade.

Gennem årene har butikken primært haft åbent i sommermånederne, hvor efterspørgslen på is er stor.

Sidste år blev ‘Det søde hjørne’ sat til salg. De tidligere ejere ønskede at træde tilbage for at fokusere på deres familie og andre karrieremuligheder.

Nu har ‘Det søde hjørne’ fået nye ejere.

Den nye ejer af Helsinges slik- og isbutik hedder Zahid Quddos, som har sine rødder i Pakistan, men bor i Ballerup.

Zahid har tidligere arbejdet i restaurationsbranchen, blandt andet hos KFC.

Da han så salgsannoncen for ‘Det søde hjørne’ på Facebook Marketplace, besluttede han sig for at tage springet og overtage butikken.

Det er således første gang, at Zahid kan skrive ‘forretningsejer’ på cv’et.

Butikken åbner allerede i morgen, torsdag den 28. marts, med Zahid bag disken for første gang.

“Jeg ved, at mange har påskefrokoster med familien, men måske vil de gå en tur bagefter og kigge forbi butikken for at sige hej,” siger Zahid til Netavisen Gribskov.

Og hvis man alligevel har tænkt sig at gå en lille tur efter påskefrokosten, kan man smutte forbi Det søde hjørne og få sig en billig softice, som Zahid vil tilbyde som et åbningstilbud.

Åbent året rundt
Selvom afstanden fra Ballerup til Helsinge er relativt lang, tror Zahid på, at det nok skal gå.

“Det kan blive en udfordring senere på året, når jeg skal have længere åbningstider. Men hvis forretningen går godt, planlægger jeg også at ansætte en medarbejder,” siger Zahid.

Indtil videre er åbningstiderne 12-18, men senere på sommeren regner Zahid med at udvide åbningstiderne frem til kl. 21.00.

Derudover vil Zahid, i modsætning til sine forgængere, holde forretningen åben året rundt. Derfor vil Helsinges borgere også kunne købe slik og is i de koldere måneder.

Ny tilføjelse til Helsinges erhvervsliv
Selvom Zahid primært taler engelsk, er han i gang med at lære dansk, og han forstår da også en del dansk.
Derfor vil kunderne i butikken måske opleve, at de skal bestille på engelsk til at starte med, men Zahid er lærenem og så glæder han sig til at blive en del af Helsinges erhvervsliv.

“Jeg kendte ikke Helsinge før jeg overtog forretningen, men jeg har været lidt omkring, og det virker til at være en meget hyggelig by,” fortæller Zahid.

“Jeg glæder mig virkelig til min første åbningsdag i morgen og til at møde byens borgere,” afslutter Zahid.

Du kan besøge ‘Det Søde Hjørne’ fra i morgen, torsdag, på Østergade 14B i den foreløbige åbningstid 12-18.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?