Handlekraftige borgere hjalp politiet, og stoppede spritbilist i Veksø – det blev så også til en voldssag da bilisten brugte vold under tilbageholdelsen.
To bilister i Veksø ringede onsdag eftermiddag omkring klokken 15.30 til politiet og fortalte, at en medtrafikant havde kørt så slingrende, at man havde fået bilen standset og kontakt til føreren, som virkede beruset.
En patrulje kom til stedet og sigtede en 44-årig kvinde fra Brøndby for spirituskørsel. Kvinden blev efter et par blæs i alkometret taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve. Den skal nu analyseres for at fastlægge kvindens nøjagtige promille.
Spritbilisten blev også sigtet for vold mod en af de gode borgere som havde grebet ind, det var en 45-årig mand fra Ølstykke som havde været med til at sikre at kvinden blev på stedet, til politiet nåede frem. I ventetiden på politiet havde kvinden brugt vold mod den 45-årige mand.
Det som ofte fremgår som en tilbageholdelse i døgnrapporterne, er reelt en anholdelse – og den må civile gerne foretage efter nedenstående afsnit i retsplejeloven:
Retsplejeloven § 755 |
Stk. 1. Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre. |
Stk. 2. Samme beføjelser har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen. |
Stk. 3. Finder opløb sted, hvorunder der øves eller trues med vold på person eller gods, eller er slagsmål, hvori flere har deltaget, resulteret i drab eller betydelig legemsbeskadigelse, og den eller de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse. |
Stk. 4. Anholdelse må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb. |
Stk. 5. Efter politiets begæring kan beslutning om anholdelse træffes af retten. |
Betingelserne for en civil anholdelse
Der er altså tre betingelser, der skal være opfyldt, før en civil borger kan og må foretage en civil anholdelse:
- Personen skal være truffet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.
- Anholdelse skal være påkrævet for at:
- hindre yderligere strafbart forhold, og/eller
- sikre personens foreløbige tilstedeværelse, og/eller
- hindre personens samkvem med andre.
- Anholdelse må kun foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ikke vil være et uforholdsmæssigt indgreb.