Spritkørsel: 92-årig spritbilist skabte rædsel

HELSINGE: Folk måtte springe for livet, da en 92-årig mand iført en gevaldig promille slingrede rundt i sin bil i Helsinge bymidte, tirsdag.

Ifølge Nordsjællands Politi var det en noget usædvanlig spritbilist som vakte opsigt i bybilledet omkring Gadekæret, tirsdag kort før kl. 14.

Nordsjællands Politi blev kl. 13.56 alarmeret om en ældre mandlig spritbilist, han var kørende ad Gadekærvej og var ganske enkelt ved at køre alt og alle ned med sin meget usikre kørsel.

Det var lykkedes for flere personer at få stoppet mandens kørsel, og han blev tilbageholdt på stedet indtil en patruljevogn nåede frem og fik anholdt den spirituspåvirkede mand.

Formentlig var det med en vis overraskelse, at det blev opklaret at spritbilisten var identisk med en 92-årig mand fra Vejby, han havde i forvejen fået sit kørekort administrativt inddraget og kan derfor se frem til en bøde for kørsel uden førerret.

Han blev desuden kørt ind til udtagelse af en blodprøve.

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?