GILLELEJE: ‘Store Legedag’ lørdag blev en massiv succes, og opbakningen til arrangementet overgik arrangøren, Mikkel Andersen, vildeste forventninger. Over 100 børn mødte op og havde en forrygende dag.
– Formålet med Stor legedag var at gøre opmærksom på, at vi har brug for flere legepladser i Gribskov. Det virker mærkeligt at vi ikke har en legeplads i Gilleleje, siger Mikkel Andersen, som er idemanden bag ‘Store Legedag’.
‘Store Legedag’ løb af stablen lørdag på den tidligere store naturlegeplads på Birkevang, og tilbuddet om en fri leg vandt genklag hos både børn og voksne, fremmødet overraskede rent faktisk Mikkel Andersen som heldigvis havde god og stor opbakning fra forældre og frivillige.
‘Store legedag’ bød bla. på en stor hoppepude som var udlånt af Gilleleje Hallen, Falck kom med røgdykkerbanen for børn, Mobil Grejbank kom med Disk Golf, og børnene kunne også prøve førstehjælp på en ægte førstehjælpsdukke med instruktør.
Derudover var der en syndflod af aktiviteter i form af frisbeemål, mooncars, popcornmaskine, saftevand, beach tennis, beach volley, beachfodbold og slackline – så der var masser af børn – og voksne – som fik brændt noget energi af under det store gratis arrangement.
– Med 100-150 deltagere viste det med al tydelighed, at børnene og deres forældre ønsker legepladser. Så nu må vi håbe at politikerne vil kunne finde lidt penge til legepladser. Det er ikke fordi at det skal være de store dyre legeplader, vi kunne starte med det vi har råd til, og så kan vi hen af vejen udbygge dem, men det er vigtigt at der bliver afsat penge til vedligeholdelse så de ikke står og forfalder, siger Mikkel Andersen
– Mange har hjulpet til, for at ‘Store Legedag’ kunne lykkedes og TAK til alle der deltog og gav en hjælpende hånd, slutter Mikkel Andersen.