Superflot resultat: Stafet for Livet samlede stort ind til godt formål

GRIBSKOV: Holdet bag Stafet for Livet 2024 har nu afsluttet evalueringen af årets arrangement, og det blev intet mindre end et fantastisk resultat med et overskud på 317.000 kr., som går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Det hyggelige arrangement Stafet for Livet kunne i år fejre 15 års jubilæum, og det blev gjort på behørig vis med en flot donation til Kræftens Bekæmpelse på hele 317.000 kroner.

Årets stafet blev holdt 15. juni ved Ramløse Hallen og havde “senfølger” som tema. Senfølger berører rigtig mange kræftpatienter, men det er først i de senere år, der er kommet fokus på de problemer, senfølgerne skaber. Overskuddet fra årets stafet er et bidrag til fortsat forskning i og arbejde med senfølger i Kræftens Bekæmpelse.

“Dette flotte resultat er ikke kommet af sig selv, men er frugten af en kæmpe indsats fra alle, der har hjulpet: de optrædende, sponsorer, frivillige, deltagere og gæster. Fra styregruppen lyder et kæmpe TAK for hjælpen!”, lyder det fra tovholderne i en udsendt pressemeddelelse.

Aktiviteter for alle aldersgrupper
Stafetten bød igen i år på en bred vifte af aktiviteter målrettet børn og voksne. Børnene kunne blandt andet prøve kæphesteridning og ansigtsmaling, mens der var wellness-massage og andre sjove indslag for de voksne.

Musik var også på plakaten, og dagen igennem optrådte lokale bands. Traditionen tro blev det hele sluttet af med en særlig lysceremoni med lysposer, der blev tændt til minde om dem, kræften har berørt.

TV Nordkysten besøgte i sommers Ramløse for at lære mere om Stafet for Livet. Indslaget kan du se herunder:

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?