Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Svensker taget med narkotika

HELSINGØR: Det var lyden af en knust bilrude, som fik en borger på Strandgade til at kontakte politiet, og give signalement af gerningsmanden.

Svensker havde både hash og skunk på sig i Helsingørs natteliv.

Omkring kl. 00.45 blev Nordsjællands Politi kontaktet af den gode borger, som havde hørt en bilrude blive knust.

Vidnet havde ligeledes set en person gå væk fra stedet, og ved et lykketræf var en ledig politipatrulje i nærheden og fik hurtigt fat i kraven på den formodede gerningsmand.

Uheldigvis havde vidnet ikke set manden knuse ruden, så betjentene kunne ikke bevise, at den tilbageholdte 64-årige svensker havde ødelagt bilruden.

I forbindelse med afhøringen blev den 64-årige svensker visiteret, og her fandt politiet 1,56 gram hash i hans ene bukselomme.

Det gav bund for en mere grundig visitation, og ud af den ene støvle rullede der lige en klump skunk på 4,4 gram, svøbt i en cigaretpakke.

Stofferne blev konfiskeret på stedet og den 64-årige svensker kan nu se frem til en større bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Seneste nyheder:

Tip os!

Powered by Vejreti.com