BLISTRUP: Nu titter de første forårsbebudere frem og de første forårssange skal også lyde, når vi synger gamle og nyere kendte sange og viser i Valhalla.
De 3 inspirerende musikere, Frede med sin violin, Ole med sin fløjte og Jess med sin guitar, står for musikken.
Kan du lide at synge sammen med andre og føle det fællesskab der opstår, så er alsang lige noget for dig. Kom og vær med til at holde liv i Den danske Sangskat. Elise vil undervejs fortælle lidt om sangenes oprindelse, om digterne og komponisterne.
Nordic Park har været så venlige at give os husly i det smukke hus, ”Valhalla”, hvor der er en fin akustik, der løfter de mange sangstemmer.
– Vi anbefaler, at I medbringer jeres eftermiddagskaffe eller drink til at nyde sammen med de andre i pausen. Alle er velkommen og vi glæder os til at se rigtig mange til et par timers hyggeligt samvær, lyder det fra foreningen ”Musik og Kor i Tisvilde” der er arrangør.
Der er entre´ 30 kr til arrangementet som finder sted torsdag d. 25.februar, kl. 15 til ca. 16.30 i Valhalla, Nordic Park, Kirkevej 43 Blistrup.