Alme: Over en strækning på mindst fem kilometer trak en rød Opel Zafira mandag formiddag afsted med en ældre campingvogn, på trods af et blokeret baghjul på campingvognen. Det gik selvfølgelig galt.
Dækrester, lange sorte dækspor og ikke mindst en lang ridse i asfalten vidner om en totalt hensynsløs kørsel med den uindregistrede campingvogn.
Turen er formentlig startet i nærheden af Blistrup, det er her at sporene fra campingvognen starter i form af div. dækrester, og senere en lang sort stribe af dæk da baghjulet på campingvognen blokerer – det sker i udkanten af Højelt.
Trods det blokerede baghjul, så fortsatte køreturen frem til Alme, hvor både smadret fælg og dækrester skabte brand i campingvognens hjulkasse.
Uregistreret campingvogn
Hverken nummerplade eller lygter var der på campingvognen, som tydeligvis er af ældre dato, og under deres køretur med den efterhåneden mere og mere medtagede campingvogn forsøgte flere bilister at sætte en stopper for kørslen.
De to unge mænd i den røde personbil ignorerede dog alle henvendelser, og omkring to kilometer før brandstedet sprænges dækket og campingvognen ryger nu ned på fælgen – men kørslen fortsætter alligevel ufortrødent.
Kort efter ser andre bilister at campingvognen begynder at brænde, og forsøger at stoppe de unge mænd – men de fortsætter med den brændende campingvogn efterspændt bilen.
Ude på Bøgebjergvej går alvoren op for de to unge mænd, som får spændt campingvognen fra – og herefter bare flygter fra stedet, mens campingvognen forsvinder i et flammehav.
Campingvognen udbrænder totalt, og der er sket en hel del skade på asfalten ligesom vraget nu står og flyder i vejkanten.
Nordsjællands Politi hører meget gerne fra vidner, og folk som evt. kender til de to unge mænd i en rød Opel Zafira – ring på 1-1-4 med oplysninger.