Artikel

Tårnhøj promille resulterede i beslaglagt bil

En opmærksom bilist kontaktede onsdag kl. 19.40 Østjyllands Politi og fortalte, at hun omkring Stjernepladsen i Aarhus N kørte bag en bil, som slingrede kraftigt, og hun mistænkte, at føreren var påvirket.

Takket være den gode anmelder kunne en patrulje kort efter standse en 43-årig mandlig bilist, som rigtigt nok virkede særdeles beruset og ude af stand til at køre bil forsvarligt. Han erkendte at have drukket alt for mange øl, og et pust i alkometeret indikerede en promille et godt stykke over 2,0.

Da så høj en promille betegnes som vanvidskørsel, blev den 43-åriges bil beslaglagt med henblik på konfiskation. Han blev anholdt og sigtet for spritkørsel og fik foretaget en blodprøve, der skal fastslå, hvad promillen var.

– Tak til den opmærksomme bilist for godt samarbejde, lyder det fra Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

Din digitale lokalavis for hele Nordkysten

Sponsorerede artikler