HELSINGØR: Når man forsøger at fuppe ældre mennesker, så kan man også blive for ivrig – og så ender det galt. En påtrængende tæppehandler blev snuppet på fersk gerning torsdag formiddag.
En meget ivrig tæppehandler kontaktede en 90-årig kvinde fra Helsingør, torsdag formiddag omkring kl. 10:30, og den 90-årige kvinde var flere gange tidligere blevet rendt på dørene af manden, som har forsøgt at sælge kvinden tæpper.
På trods af hun hver eneste gang har afvist hans ‘gode’ tilbud, så er tæppesælgeren blevet ved og denne gang endte det med at kvinden kontaktede Nordsjællands Politi.
Her besluttede man at sende en patruljevogn frem til kvindens hjem på Mads Holms Vej i Helsingør, og afvente ‘hjemmebesøget’ af den ivrige tæppehandler. Betjentene gemte sig ude i kvindens køkken, da tæppehandleren bankede på døren.
Den hurtigttalende tæppehandler forsøgte med stor iver at sælge den 90-årige kvinde et fint tæppe til en påstået værdi af 6.000 kroner, men da interessen ikke var stor så faldt prisen hurtigt til sølle 800 kroner, som jo var en ren foræring.
Det var lykkedes for betjentene at lade være med at fnise og grine højt, af tæppehandlerens ivrige og imponerende salgstale, da de havde hørt tilstrækkeligt trådte betjentene ud af kvindens køkken og anholdte den fuldstændigt overraskede ‘tæppehandler’ , identisk med en 51-årig svensk mand fra Göteborg.
Han blev lagt i håndjern, sigtet for forsøg på bedrageri og overtrædelse af dørsalgsloven. Herefter blev han sat på bagsædet af patruljevognen, som kørte ham til afhøring på Politigården i Helsingør.
Efter afhøring blev den slukørede tæppehandler løsladt – og mon ikke han omsider har fattet at den 90-årige kvinde ikke vil købe et af hans tæpper ?