Græsted: Tingbakkehallen’s venner byder sammen sponsorer på den 23. udgave af ‘Kegle Cup 2015’, som er en turnering i det klassiske keglespil, en variant af den moderne bowling.
Turneringen afvikles i weekenden 31. januar og 1. februar i Tingbakkehallen ved Esrum. Der er indledende puljekampe hele lørdagen fra kl. 13 og søndag fra kl. 10 til hen på eftermiddagen. Herefter er der mellemrunde- og finalekampe.
Hvert hold skal bestå af tre personer og holdene inddeles i puljer på seks hold, som så spiller alle mod alle.
Holdene er på den måde sikret mindst fem kampe, og de to bedste hold fra hver pulje går videre i en cupturnering, som afholdes søndag sidst på eftermiddagen.
Der vil være præmier til de fem bedste hold, samt en masse tillægspræmier til en samlet værdi på godt 3.500 kr.
Alle kan deltage
Turneringen er for alle, der kan samle et hold på tre personer. Det kan være firmaer, veje, kortklubber, alle slags foreninger, venner og bekendte, familier, ja kun fantasien sætter grænser.
Tilmelding skal ske senest torsdag d. 22. januar.
Tilmelding skal ske til: Peder Lund, Havrevej 4, Esbønderup 3230 Græsted, pr. post, telefonisk eller pr. mail peder.lund@post.tele.dk
Tilmeldingsgebyr er igen i år på kr. 300,- pr. hold ,og betaling kan ske kontant.
Se mere om turneringen på www.tingbakkehallen.dk, hvor du også kan tilmelde dig og foretage betaling via bankoverførsel.
Sidste års vinder blev Esrum Billard 2 med skoledrengene på en 2. plads
Klassisk turnering
Turneringen fik sin debut tilbage i 1992. De første fem år, fra 1992-96 blev turneringen afholdt ved klubhuset i Esrum, med Esrum IF som arrangør. Fra 1997 tog Tingbakkehallens Venner over og flyttede turneringen til den nyopførte hal ved Tingbakkeskolen.
– Det er et socialt arrangement, hvor en masse mennesker mødes og får et par hyggelige dage med lidt konkurrence. Mange ses måske kun hinanden denne ene gang om året, så der bliver rigtig hyggesnakket mellem kampene, lyder det fra arrangørerne.
Overskuddet går til vedligeholdelse af klubfaciliteterne i hallen og til støtte til brugerne af hallen, så som redskaber og rekvisitter, samt nye faciliteter i klublokalerne.