SPORT: Orienteringsklubben Tisvilde Hegn OK er på andenpladsen efter første runde af 1. division øst i COWI Ligaen, der er danmarksturneringen for klubhold i orientering.
Klubben besejrede Søllerød OK og Allerød OK, men tabte til FIF Hillerød. Løbet foregik i Klosterris Hegn ved Hornbæk.
Cifrene blev således: 131 – 121 over Søllerød OK, 151 – 96 over Allerød OK og 121 – 134 mod FIF Hillerød. I de tre andre klubbers indbyrdes opgør sejrede FIF Hillerød stort over både Søllerød og Allerød, mens Søllerød vandt over Allerød.
For Tisvilde Hegn OK deltog 59 løbere, fordelt på 17 baner, opdelt efter køn, alder og rutine.
Klubbens løbere hentede fem førstepladser og seks andenpladser. Emil Øbro sejrede i herreeliten, og Iben Valery var hurtigst i dameeliten. De øvrige førstepladser blev vundet af Leif E. Larsen, Tenna Nørgaard Landsperg og Simone Wraa.
Andenpladserne blev sikret af Jesper David Jensen, Keld Johnsen, Finn Bregensøe, Tobias Olloz, Aase Neregaard og Xenia Bregensøe. Der var mange andre fine præstationer, som bidrog til matchresultaterne.
De fire klubber mødes igen den 28. august i Kongelunden på Amager. Den samlede vinder er sjællandsmester for klubhold. Både sjællandsmesteren og den samlede nr. to kvalificerer sig DM-finalen for klubhold, der afvikles den 9. oktober i Svanninge Bjerge ved Fåborg. Her er modstanderne de to bedste klubber fra både 1. division nord og 1. division syd.
/THOK