Tirsdag var mindst to banksvindlere i gang i Køge området, hvor politiet nu søger vidner i sagerne.
Tirsdag eftermiddag kl.14.32 får politiet anmeldelse om, at en 79-årig kvinde fra Køge kort forinden var blevet kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Bank og som fortalte, at der netop var hævet penge på kvindens kort et sted i udlandet.
En mand kom derefter forbi og hentede kvindens kort og kode samt 3000 kroner i kontanter.
Manden beskrives som: 30-35 år, 170-175 cm høj og almindelig af bygning. Han var brun i huden og med brune øjne og talte dansk med accent.
Den næste sag indløb kl. 17.50, hvor politiet fik anmeldelse om, at en 69-årig mand fra Køge var blevet kontaktet af en mand, der oplyste at han ringede fra Danske Bank og kunne se, at nogen netop nu var i gang med at hæve penge på den ældre herres dankort.
Derfor ville banken sende et bud forbi mandens adresse for at hente hans hævekort, hvilket han lod sig overtale til at udlevere sammen med sin kode.
Der blev efterfølgende hævet 20.000 kroner – først ved hæveautomaten ved Køge Stadion og senere ved en automat i København.
Manden, der hentede kortet, beskrives som: almindelige af bygning, brun i huden og mellemløstlig af udseende og iført sort jakke med hætte, mørke bukser og hvide kondisko.
Politiet hører gerne fra vidner, der eventuelt har set manden i nærheden af hæveautomaten i Køge.